Guns N' Roses var en halv time forsinket i Leeds og hele 58 minutter i Reading. Foto: AP
Axl Rose erklærede festivalerne i Leeds og Reading krig, fordi de gav udtryk for irritation over, at bandet var forsinkede og spillede langt ud over det aftalte sluttidspunkt. Foto: AP
Det gør sjældent stille af sig når Axl Rose og Guns N' Roses er i byen - og bandets to koncerter i England i weekenden var ingen undtagelse.
En ting er musikken - noget andet er det kaos, som bandet er berygtet for at skabe - og her gav Axl Rose og bandet på festivalerne i Reading og Leeds intet mindre end en pragtopvisning i primadonna-nykker.
"Krigen er ikke slut endnu", advarede Axl Rose, da han stod på scenen på festivalen i Leeds.
Fjenden i den krig er Reading og Leeds festivalerne, som havde givet udtryk for dyb irritation over, at bandet for det første sædvanen tro var voldsomt forsinket og dels spillede længere tid, end det havde tilladelse til.
Da arrangørerne i Leeds søndag bad bandet stoppe, fik det Axl Rose til at sende et større verbalt møgfald mod ledelsen ud over publikum. Dette havde måttet vente i en halv time på, at bandet gik på scenen.
I Axl Rose's logik betyder en halv times forsinkelse, at man naturligvis spiller en halv time længere - men sådan leger de (heller) ikke i Leeds.
Fredag var den gal på festivalen i Reading. Også her var bandet monumentalt forsinket – 58 minutter - og fortsatte så langt ud over sluttidspunktet, at arrangørerne afbrød strømmen.
Dette fik bandet til at fortsætte uden strøm og Axl Rose sang demonstrativt i en megafon.
SE VIDEO: Guns N' Roses nægter at forlade scenen
På sin Twitter-profil skrev Axl Rose i følge BBC Online efter weekendens ballade:
"I det mindste fortjener vores fans en undskyldning fra dem, der er ansvarlige for dette nonsens."
Under indtryk af en stor forsinkelse i Leeds i 2002 havde festivalen på forhånd advaret Guns N' Roses: Går bandet over tiden, så trækkes stikket ud.
Flere musikerkolleger har efter weekenden givet udtryk for utilfredshed med den måde det amerikanske band fører sig frem på.
Guitaristen i Lostprophets, Mike Lewis, siger til BBC:
"Det var så forudsigeligt at bandet blev forsinket, at ingen orkede at spørge hvorfor. Det er forudsigeligt. Det er kedeligt."
Han fortsætter:
"Det er respektløst mod alle andre bands. Det er respektløst overfor de mange, der har købt billet. Jeg synes, at han er en joke og jeg synes at bandet er en joke."
Marina Diamandis fra Marina and The Diamonds siger:
"Jeg synes det er barnligt. Det er virkelig egoistisk at lade publikum vente."
Hun tilføjer, at bandet var klar over betingelserne i Reading, hvor det var nøjagtig 58 minutter forsinket. Havde det været en time, havde de ikke fået deres penge.
"Bliv voksen. Du er ikke konge i verden", siger hun med adresse til Axl Rose.



