Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Nick Cave fik meget ud af lidt | musik.guide.dk

Nick Cave fik meget ud af lidt

Trods middelmådige sange optrådte den australske rockkvartet Grinderman stærkt underholdende i Randers. • På plade er det sværere at finde mening med Nick Caves løse sideprojekt.

Værket, Randers:

Grinderman

Søndag aften

Grinderman

Grinderman 2

Mute Records/Playground Music

Er udkommet

Der var ingen hjælp at hente, da Grinderman søndag aften ramte Randers med ulvehyl, dræberøjne og guitarstøj ved ubarmhjertig lydstyrke.

»Du tror, din regering vil beskytte dig,« brølede frontmand Nick Cave, som hoppede op på hegnet mellem bandet og dets publikum, pegede på udvalgte fans og snerrede med mundvand sprøjtende til alle sider:

»Du tager fejl.«

Han sprang tilbage på scenen, væltede et par mikrofonstativer på sin vej og lavede samlejebevægelser ved det gamle Korg-orgel, som skrydede som et æsel.

En tangent satte sig fast, og Nick Cave sparkede ud efter orglet, som dog først så sig overmandet, da rockstjernen fjernede strømforsyningen.

Han trodsede rygeforbuddet, spyttede på scenen og skreg sine tekster ud i den fyldte sal, som var det hans allersidste mulighed for at optræde.

Stærkt underholdende

Nick Cave fik meget ud af lidt i Randers.

Sideprojektet Grinderman har ikke ligefrem kastet karrierens bedste sange af sig, men på scenen optrådte den australske rockstjerne og hans skæggede hulemænd så energisk, støjende og insisterende, at selv skeptikerne med korslagte arme bagest i salen måtte føle sig underholdt.

Bedst var singleudspillene ”Heathen Child” og ”Worm Tamer”, som kom tættest på iørefaldende rockmusik.

Nu er Grinderman ikke noget sangskriverkursus, men primært en legestue uden ordensregler for Nick Cave og hans nærmeste venner.

Bandet opstod efter en solo-turné, hvor Nick Cave og udvalgte medlemmer af The Bad Seeds optrådte med så løse tøjler, at de kendte ballader var umulige at kende.

Trods klager fra publikum følte Nick Cave trang til at udforske den genfundne vildskab yderligere, og debutalbummet ”Grinderman” (2007) fungerede da også primært som en udstrakt langemand til de fans, der havde vænnet sig til langsomme duetter med sangerinderne PJ Harvey og Kylie Minogue.

Flyder sammen

Siden har Nick Caves to orkestre nærmet sig hinanden.

Sangerens uskolede guitarstøj præger det seneste album med The Bad Seeds - ”Dig, Lazarus, Dig!!!” (2008) - og på det aktuelle andet album fra Grinderman - ”Grinderman 2” - ligger et par skæringer, som med lidt god vilje kan karakteriseres som ballader.

De behagelige indslag ”When My Baby Comes” og ”What I Know” er bare ikke nær så overbevisende som de ballader, som Nick Cave er fast leverandør af i front for The Bad Seeds, og da flere af de hurtige numre fungerer som skygger af større sange fra 1980'erne og 1990'erne, kan det være svært at finde mening med Grinderman på plade.

Live er underholdningsværdien noget større.

Også selv om de hårdt prøvede tangenter måtte bæres af scenen efter blot 30 minutters spilletid.

»Oh dear,« udbrød Nick Cave.

»Jeg elskede det orgel.«

Orkester

Grinderman

Nick Cave (vokal, guitar),

Warren Ellis (guitar, violin), Jim Sclavunos (trommer) og Martyn Casey (bas).

Diskografi: Grinderman (2007), Grinderman 2 (2010)

Anmeldelse: Grinderman (Værket)

25-10-2010: Trods middelmådige sange optrådte den australske rockkvartet Grinderman stærkt underholdende i Randers. På plade er det sværere at finde mening med Nick Caves løse sideprojekt. Læs artikel

Anmeldelse af Kraftwerk - DR Koncertsalen, København

01-03-2015: Elektronisk musik: Tysklands mest indflydelsesrige internationale navn inden for populærmusikken i de seneste 40 år er flyttet ind i DR Koncertsalen. Over fire aftener genopdyrker Kraftwerk otte albumklassikere. Læs artikel

Anmeldelse af Coldplay - Ghost Stories Live 2014

24-11-2014: Liveudgaven af ”Ghost Stories” er mere spændende end studieversionen fra maj. Læs artikel

Anmeldelse af Depeche Mode - Live in Berlin

23-11-2014: Depeche Mode er klar med endnu en flot koncertfilm. Men den adskiller sig ikke afgørende fra tidligere liveudgivelser. Læs artikel

Anmeldelse af Crosby, Stills, Nash & Young - CSNY 1974

16-08-2014: Bokssæt med Crosby, Stills, Nash og Young er ikke nogen god returvej til supergruppen. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...