Grace Jones (Falconer Salen)

Falconer Salen:

Grace Jones,

mandag aften

Det var i første halvdel af 1980’erne, at Grace Jones gjorde en forskel i populærmusikken med sit iørefaldende, unikke miks af soul, reggae, disco og new wave. Med i pakken fik man en langbenet kvinde, der aldrig var bange for at provokere i tekster og kropssprog.

Hun viste således gerne hele sin veltrænede, slanke krop frem. Men hun kunne også mande sig op til at trække i et stort, stift jakkesæt og kigge ondt rundt på sine omgivelser.

Derfor var det logisk, at filmbranchen fik øje på hende. Mest kendt blev hun for sin skurkerolle i en James Bond-film, og herhjemme kom vi også til at lære hende at kende som kæreste med den danske bodybuilder og skuespiller Sven-Ole Thorsen.

Efterhånden mistede Grace Jones dog tiltrækningskraft på plade og lærred. Og dette årti så ud til at blive lige så kunstnerisk slapt, som halvfemserne havde været det, da Grace Jones i fjor udgav det femstjernede album ”Hurricane”. Her formåede den jamaicanskfødte sanger på overbevisende facon at fusionere personlige fortællinger fra et turbulent liv med en række groovy arrangementer og udfordrende varmblodige produktioner, der mindede ikke så lidt om det bedste fra hende i 1980’erne.

Gammeldags diva-manér

Derfor var der grund til at have forventninger til showet i den næsten udsolgte Falconer Salen, hvor hovedpersonen på god gammeldags diva-manér trådte ind i spotlyset en snes minutter senere end annonceret. Men da hun først kom i gang ved hjælp af 1980’er-klassikere som ”Nightclubbing” og ”My Jamaican Guy”, forstod man, at der ikke var tale om fine fornemmelser.

»Hello Kopenhagen,« kom det også fra Grace Jones, der - mest for sjov fornemmede man - skiftede kostume mellem hvert nummer og ubesværet bevægede sig rundt på scenen på meget høje hæle, mens hun fodrede det altid logrende nostalgidyr med ”La Vie En Rose”, ”Pull Up To The Bumper” og ”I’ve Seen That Face Before”.

Et par gange gik der punket råberi i den fortsat veltrænede kvindes vokale arbejde. I andre øjeblikke virkede det, som om hovedpersonen mest af alt havde brug for et pusterum. Men hver gang, at man blev bekymret for, at Grace Jones havde givet sig selv en for stor udfordring, kom hun igen med nyt overskud i sit sangforedrag. Det var dog også helt afgørende for koncertoplevelsen, at hun gav så meget af sig selv. Der var nemlig ikke meget andet at komme efter.

Sceneshowet var i bedste fald kedeligt. Grace Jones kunne således kun vælge mellem at stå på et podie til venstre eller højre forrest på scenen, eller hun kunne tage turen op ad nogle trapper bag bandet til en lift, der kunne løftes få meter op i luften. Derudover var der en storskærm bagerst, der virkede defekt, mens lysshowet ikke var mere opsigtsvækkende, end det man kan opleve på mange almindelige diskoteker.

En rocket kant

At Grace Jones tydeligvis ikke har haft noget millionbudget at spendere på sin comebackturné kunne også fornemmes på den anonyme backinggruppe - to korsangere og et halvt dusin spillemænd.

Musikerholdet kunne godt nok sagtens finde ud af at give arrangementerne en rocket kant, når det var nødvendigt, og de evnede at gøre helheden mere sofistikeret eller dub-tung, når det stod i manuskriptet.

Men man blev aldrig for alvor vidne til, at de gamle klassikere blev gjort til overrumplende dramatiske oplevelser, og man gik heller ikke fra showet med følelsen af at have overværet, at nye dybder blev gravet frem i de aktuelle sange.