Grace Jones: Hurricane

Grace Jones:

Hurricane

Wall Of Sound/VME

Grace Jones er tilbage – ”please to meet you”, som hun selv siger på det nye album.

Hun er retur, som vi kendte hende i 1980’erne – selv om hun altså er blevet omkring 60 år og ikke for alvor har været pladeaktuel i 20 år.

I mellemtiden har man – heldigvis - også (næsten) glemt de stunder, da hun især kom i medierne på grund af sine mandlige bekendtskaber.

Blandt dem var i 1980’erne den danske bodybuilder og muskelbundt-skuespiller Sven-Ole Thorsen og den endnu større svensker Dolph Lundgren.

Masser af attitude

På ”Hurricane” er der som tidligere masser af attitude og stil at finde inden for en musikstil, hvor reggae og dub samt triphop flyder sammen med lidt kantet rock og masser af pop.

Det er dog ikke retro som sådan.

Produktionen har en substans, der virkelig er moderne.

Allerede med indledningen ”This Is” bliver det bekendtgjort, at Jones er nutid.

Som piskesmæld

Rytmerne fås som piskesmæld, mens hovedpersonen leverer et vokalt stykke arbejde, der har både isterningens kølighed og kant, og den saftige eksotiske frugts rundhed.

Med ”Williams Blood” lægges der i produktionen vægt at gøre Jones til en meget fortællende sanger, der pakkes ind i et stort brusende gospelkor og guitarfigurer, der signalerer modenhed og overskud.

”Corporate Cannibal” kunne godt karakteriseres som en let omskrivning af Michael Jacksons ”Thriller”.

Der er i hvert fald noget spooky over de første par minutter, hvorefter et tungt vuggende dubunivers bliver sat i scene sammen med et potent kantet rockattack. Grace Jones lader sig dog ikke rokke.

Hun er cool på en facon, der må gøre mange yngre performere misundelige.

Varmblodige og bløde

Lige efter følger så anderledes varmblodige og bløde ”I'm Crying (Mother’s Tears)”, der, som titlen antyder, har et melankolsk skær, nuanceret af savn og kærlighed.

”Well Well Well”, lyder måske som nonsens.

Men titlen er personligt formet, mens sangen har den poppede reggae-fornemmelse, der prægede hende tilbage i 1980’erne, da en festlig sammenkomst ikke kunne foregå uden Jones på pladespilleren.

”I can be cool, soft as a breeze”, synger hun efterfølgende på titelnummeret, og tilføjer: ”I’ll be a hurricane, rippin’ up trees!”.

Sådan var Grace Jones også dengang i 1980'erne med sin firskårne mand-kvinde kropsbygning og et vokalt udbrud, der kunne være enten køligt eller blødt – eller begge ting inden for samme nummer.

Sådan er det fortsat.

Eller igen ville måske være mere passende at konstatere.

Alle numre holder

Derfor er jeg heller ikke være bange for at udråbe Grace Jones og ”Hurricane” til et af årets mest velkomne comebacks.

Fordi det lever op til alle forventninger, som det nostalgiske musikdyr kunne ønske sig, men også fordi man virkelig føler, at hun kommer med et modspil til tidens unge soulstjerner, r&b-divaer og poprock-prinsesser.

Desuden er det vigtigt at slås fast, at pladen holder hele vejen igennem.

Hvert eneste af de ni numre har substans til at klare overgangen fra gensynets glæde til langtidsholdbarhed. Den slags plader er der alt for få af i en tid, hvor der satses på sangen til radioen og musikbutikkerne på internettet.