Gorillaz (London Roundhouse)

London Roundhouse:

GORILLAZ

Torsdag aften

Gorillaz er mere end en kløgtigt markedsført tegneserie.

Den britiske gruppes fire officielle medlemmer - tegneseriefigurerne 2D, Noodle, Murdoc og Russel - sidder ganske vist tungt på mere end 12 mio. spraglede pladeomslag, men når musikken spiller, er historien om de fiktive musikeres liv på affaldsøen Plastic Beach sekundær.

Torsdag aften skulle vi en time ind i den udsolgte koncert på spillestedet London Roundhouse, før bandets officielle talsmand - den storrygende, giftgrønne Murdoc - udnyttede en kort kunstpause til at komme med et par uforståelige grynt fra scenens kolossale storskærm.

Bortset fra dette sure opstød holdt de animerede figurer sig i musikvideoerne og tog aldrig opmærksomheden fra de levende musikere på scenen.

Heldigvis, for Gorillaz handler først og fremmest om en tilsyneladende endeløs række svært iørefaldende popsange, som sangskriver enDamon Albarn serverer via velvalgte stjerner fra alverdens musikgenrer.

Albarn optrådte som kapelmester i en supergruppe med flere medlemmer af den stilskabende rockgruppe The Clash. Guitaristen Mick Jones støjede, mens bassisten Paul Simonon gav musikken puls med en lige så sammenbidt mine som sin animerede kollega Murdoc.

Rap, rock og soul

Den 42-årige Damon Albarn har for længst fået status som en af de vigtigste personligheder i musikbranchen. Han opfandt britpoppen som forsanger i Blur, dyrkede verdensmusikken i Mali Music og blander det hele sammen i Gorillaz.

I London slentrede han ind på scenen med læderjakke og morgenhår og gav eksempler på sin særlige evne til at flette forskellige genrer sammen i sit eget univers. Det lykkedes allerbedst med den vanedannende hitsingle ”Stylo”.

På et uhyre effektivt beat lod sangeren sin melankolske røst akkompagnere af Mos Defs aggressive rap og soullegenden Bobby Womacks pludselige primalskrig.

Med disse tre vidt forskellige - og umiddelbart uforenelige - stemmer illustrerede holdet den nyskabelse, som Gorillaz står for.

Under studieindspilningen af ”Stylo” besvimede Bobby Womack angiveligt af overanstrengelse, men den slags detaljer lod han sig ikke begrænse af på scenen. Med messende skønsang og åbentstående skjorte gav han sig fuldt ud.

Aftenens mest udfordrende genremiks opstod, da The National Orchestra for Arabic Music pludselig blev rullet ind på en blokvogn i en organisk introduktion til rapperne Kano og Bashys fælles indslag ”White Flag”.

Det virkede et øjeblik rodet, men gled alligevel ned i kaotisk sammenspil mellem scenens mange musikere.

Ligesom kylling

Damon Albarn opfandt ironisk nok britpoppen efter en mislykket Blur-turné i USA i begyndelsen af 1990'erne. Sangskriveren så sig sur på alt det amerikanske og designede et ærkeengelsk udtryk med referencer til ældre bands som The Kinks.

I dag har han taget den amerikanske kultur til sig. Hiphoppen er en vigtig del af Gorillaz, og i London Roundhouse fungerede den legendariske rapgruppe De La Souls ”Superfast Jellyfish” både som et af aftenens mest forfriskende indslag og som en kommentar til storforbruget af fastfood.

»Just enjoy the gritty crunch, it tastes just like chicken,« lød det påtaget bøvet fra rapperne, der ligesom de øvre gæster virkede oprigtigt stolte af at være en del af Gorillaz-universet.

Så betød det mindre, at rapstjernen Snoop Dogg ikke var med på scenen, men kun på storskærmen.

Kun Manchester-legenden Shaun Ryder faldt igennem. Happy Mondays-sangeren havde tilsyneladende svært ved at huske, hvornår han skulle bidrage med sine få replikker i hitsinglen ”Dare”, men hans vaklende optræden bragte ikke Damon Albarn ud af fatning.

Kapelmesterens telefonbog er tyk, og vi kan blot håbe, at listen af gæstesangere er ligeså lang, når Gorillaz optræder som hovednavn på årets Roskilde Festival.

Et dansk scoop

I London stillede Damon Albarn sig yderst på scenekanten bevæbnet med på én gang melankolske og effektive popsange som ”Kids With Guns” og ”El Mañana” fra mesterværket ”Demon Days” (2005) og nyheder som ”Rhinestone Eyes” og ”On Melancholy Hill”. Han har ikke nogen stor stemme, men den klagende røst har mange facetter og fungerer særligt godt i de langsomme passager.

Gorillaz slap dog ikke væk uden at spille de ældre, hurtige hitsingler ”Feel Good Inc.” og ”Clint Eastwood”. Med det velspillende band lød de friske.

At Gorillaz har valgt at lægge en af sommerens blot to festivalkoncerter på Dyrskuepladsen er et kæmpe scoop for Roskilde Festival.