Damon Albarn var en veloplagt kapelmester i Gorillaz. Foto: Christian Klindt Sølbeck
Det såkaldte tegneserieband Gorillaz nåede i mål uden dukker og store stjerner. Dyrepasser Damon Albarn løftede koncerten med spilleglæde og uimodståelige melodier.
Orange Scene:
Gorillaz
Torsdag aften
Man må give Damon Albarn point for mod.
Manden, der havde fuld kontrol som frontmand i britpop-bandet Blur op gennem 1990’erne, har sluppet grebet i det såkaldte tegneserieband Gorillaz, hvor korsangere, symfoniorkester og en række gæstesangere leger med i idémagerens yderst charmerende blanding af pop, rock, dub, hiphop og soul.
Husorkestret tæller bassist Paul Simonon og guitaristen Mick Jones fra The Clash, men det var den 42-årige hovedperson, der trak sejren hjem med spilleglæde og en tilsyneladende uendelig række hitsingler.
Jeg havde fornøjelsen af at opleve Gorillaz inden døre i London i foråret, da både rapperen Mos Def, hiphop-gruppen De La Soul og Happy Mondays-sangeren Shaun Ryder medvirkede i et overflødighedshorn af en koncert, og på sidste uges Glastonbury Festival i England var rocklegenden Lou Reed og rapstjernen Snoop Dogg med på scenen.
I Roskilde måtte vi ”nøjes” med gæstesangere som soulsangeren Bobby Womack på den svært iørefaldende hitsingle ”Stylo”, den undervurderede sangerinde med kunstnernavnet Little Dragon på den kringlede ”Empire Ants” og rapperne Kano og Bashy på den kaotiske ”White Flag”.
Var det så en amputeret version af Gorillaz vi hørte i Roskilde?
Så langt fra!
De vanedannende omkvæd hører hjemme i Damon Albarn egens mund, og dyrepasseren levner desuden de bedste sange til sig selv.
Kapelmesteren sang som altid for på både "Kids With Guns" og "El Mañana" fra mesterværket "Demon Days" (2005) og "Rhinestone Eyes" og "On Melancholy Hill" fra det aktuelle pletskud ”Plastic Beach”. Hele tiden med den gode melodi som velsmurt motor.
Og med en finale bestående af hitsinglerne ”Feel Good Inc." og "Clint Eastwood" fuldendte sangeren en forrygende fest.


