Peter A.G. Nielsen folder sig ud på Train i Århus. Foto: Jan Dagø
Train, Århus:
Gnags
Fredag aften
Det kan godt være, at ”Legepladsen” – det aktuelle album fra Gnags – nogle steder lyder som et svagt ekko af fortidens flirt med varme reggaerytmer.
Men live er Gnags stadig en energisk enhed, der formår at puste nyt liv i 25 år gamle klassikere.
Gnags spiller musik for hele kroppen, og det swingede, da den 55-årige sprællemand Peter A.G. Nielsen slingrede ned ad Vestergade.
Sangeren akkompagnerede de vuggende rytmer med løssluppen mavedans, og bevægelserne gav genlyd langt ud i salen.
Publikum nøjedes ikke med små hop på stedet, men kastede sig gang på gang op i luften, ned i gulvet og ind i hinanden, så sved og ølslatter drev ned ad væggene.
Gnags havde hjemmebanefordel i Århus, hvilket kom til udtryk, hver gang Peter A.G. Nielsen præsenterede lokalt forankrede sange som ”Lav sol over Århus” og ”Slingrer ned ad Vestergade”.
Fredagens publikum kom direkte fra firmajulefrokosten i Trains tilstødende lokaler, og med sikre hits som ”Danmark”, ”Kærester” og ”Mr. Swing King” nåede fællessangen ud i alle hjørner af den fyldte sal.
Selv bartenderne og de utålmodige gæster i den lange kø ved bardisken måtte overgive sig til de let genkendelige omkvæd.
Gnags har altid været gode til at rive sangene løs fra studieproduktionerne.
På Train var numre som ”Safari” og ”Danmark” udstyret med lange instrumentale forløb, mens ”Den dejligste morgen” fungerede som duet med korsangerinden Anne Seier Hansen.
Blandt de yngste koncertgæster vækkede især ”Vilde kaniner” begejstring.
Nummeret er blevet lidt af et download-hit, efter at det århusianske reggaeorkester BliGlad har indspillet en sang med Peter A.G. Nielsen, som pludselig har opnået ny popularitet blandt de yngste musikkøbere.
Helt så lystigt gik det ikke med sangene fra det aktuelle Gnags-album ”Legepladsen”.
Titelnummeret gled ned via Peter A.G. Nielsens mavedans, mens bandet havde sværere ved at skubbe udmærkede numre som ”Skyggemanden” og den Laid Back-indspirerede ”Hed dag” ud over scenekanten.
Her spillede bandet ikke nær så løssluppent.
Også ”Lige meget hvor langt jeg er væk”, som Peter A.G. Nielsen præsenterede som en sang om at turnere og være langt væk fra familien derhjemme, virkede uforløst.
Selv om Gnags har været i gang siden 1966, fremstår Peter A.G. Nielsen dog stadig som en energisk frontmand med overskud til at motivere publikum til at klappe og synge med på omkvædene.
Han har noget at have selvtilliden i, for 25 år gamle Gnags-klassikere som ”Fodgænger” og ”Slingrer ned ad Vestergade” lyder stadig friske og vedkommende i dag.
Spørgsmålet er, om man kan sige det samme om popduoen Nik & Jays landeplager ”Boing!”, ”Hot!” og ”Lækker” i 2033.
Næppe.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



