Skotsk band er vidunderlig mulighed

Skotske Franz Ferdinand kom ind i rampelyset for fem år siden med fuld fart.

Gruppens debutalbum var spækket med dansabel indierock, og både publikum og kritikere elskede kvartettens energiske og humørfyldte musikfornemmelse. Således modtog Franz Ferdinand den eftertragtede Mercury Prize og Brit Awards-hæder, mens det kræsne engelske musikblad NME udråbte debutpladen til årets bedste.

De fire skotter ville dog mere end sole sig i superlativer.

De knoklede rundt i store dele af verden og var indstillet på at optræde både inden for beskedne rammer og på store scener. I Danmark spillede Franz Ferdinand på såvel Christianias Loppen som Roskilde Festival.

Men der var også tid til at indspille nye sange, og i 2005 udkom gruppens andet album. ”You Could Have It So Much Better” lød albumtitlen, men indholdet delte anmelderskaren og kunne ikke på samme måde fange folks opmærksomhed.

Hæsblæsende tempo

For kvartetten var der dog stadig kun en vej: fremad i et hæsblæsende tempo med en turnérække, der til sidst blev som et kvælertag, der virkede, som om det ville standse alt kreativt liv og glæden ved at være musiker.

»Vi var udmattede,« konstaterer sanger og sangskriver Alex Kapranos.

»Da vi stod på scenen, føltes det som regel som den drøm, vi havde stræbt efter, før succesen kom. Men de mange timer hjemmefra med rejser og ventetid gjorde ondt rent fysisk, og når man spiller de samme sange aften efter aften, kan man ikke undgå at blive drænet for kreativitet,« siger sangeren.

Derfor tog Franz Ferdinand en pause fra karrieren - og ud på hver sin private turné. De andre fik enten familie, lavede film eller tog på rejse. Alex Kapranos tog sig tid til de venner, han havde savnet, og blev optaget af at producere en plade med The Cribs.

Desuden så man ham på hylderne hos boghandlere.

En række artikler, som han havde skrevet i avisen The Guardian om bandets madvaner på turné, var blevet til bogen ”Sound Bites: Eating on Tour with Franz Ferdinand”.

Ny forelskelse
»Bandet var aldrig i fare for at forsvinde i løbet af pausen. Men det var vigtigt at få fri til at få genopfrisket kreativiteten. Det skal føles som en vidunderlig mulighed at være med i Franz Ferdinand,« konstaterer Alex Kapranos.

Da gruppen tog de første skridt til at indspille et nyt album, viste det sig, at de valgte den forkerte retning. De pegede på Brian Higgins som producer, vel vidende at han havde produceret en række store pophits. I praksis kunne samarbejdet ikke fungere.

»Men sådan kan det jo blive, når man vælger at indlede et forhold. Det virker først rigtigt, men så viser der sig måske nogle skuffelser, og efterhånden må man afgøre, om man vil videre og finde en ny at forelske sig i. Det blev for vores vedkommende Dan Carey,« siger sangeren.

Med valget af Brian Higgins havde skotterne haft en ambition om at prøve nye grænser af. Det holdt de fast ved, da arbejdet med Dan Carey begyndte med hjembyen Glasgow som base for indspilningerne.

Soundtrack til glad aften
»Men det var aldrig sådan, at vi satte os ned og sagde: Vi skal have electronica med på pladen, og vi skal have dubsound og afrikansk musik. Det var noget, som vi opdagede undervejs og snublede over, og jeg foretrækker at arbejde på denne måde. Det er øjeblikkene med spontanitet og improvisationer, der giver dig de bedste resultater og største overraskelser,« siger Alex Kapranos, som mener, at pladen fungerer allerbedst efter mørkets frembrud.

»Den skal være et soundtrack til en glad aften. Men den skal i kraft af dybden i musikken og teksterne også kunne høres, når man er alene i et eftertænksomt øjeblik,« siger frontfiguren i et band, der i sangskrivningen har været inspireret af malerier, fotografier, historiebøger og romaner samt oplevelser fra privatsfæren.

En af de nye sange, ”Send Him Away”, er ifølge Alex Kapranos stærkt inspireret af forfatter Iris Murdochs roman, der »handler om et perverst venskab mellem en gruppe voksne venner«, mens numrene ”Katherine Kiss Me” og ”No You Girls” hænger sammen, da de er påvirket af samme historie.

»De handler om et kys, som jeg fik som 18-årig, og som jeg stadig føler det samme for. I den ene sang bliver historien om kysset overdrevet og hovedpersonen en helt, i det andet nummer fremstilles oplevelsen mere ærligt, og jeg kan lide at lege med det faktum, at vi i løbet af livet genkalder oplevelser og følelser på forskellige måder, afhængigt af hvor vi er, og hvordan vi har det,« siger Kapranos, der fremhæver popsangen som et perfekt kommunikationsmiddel.

Musikindustrien er et blip
»God popmusik kan komme til at spille en rolle i folks indtryk af et øjeblik og erindring om livets gang. Når fans fortæller, at de har hørt en af vores sange eller album på et vigtigt tidspunkt i tilværelsen, betyder det mere end salgstal,« kommer det fra Alex Kapranos, der har bemærket, at pladebranchen har stønnet og pustet på grund af faldende omsætning siden Franz Ferdinands debutplade for fem år siden.

»Hvis jeg skal være ærlig, bekymrer det mig ikke. Musikindustrien er et blip i historien, og pladebranchen er jo kun cirka hundrede år gammel, når man ser tilbage på de første udgivelser. Historien om musik er meget ældre, og der vil altid være et ønske om at skabe musik og lytte til det. For mit eget vedkommende holdt jeg af at spille musik, længe før jeg begyndte at tjene penge på denne tilværelse.«