Fleet Foxes (Falconer Salen)

Falconer Salen:

Fleet Foxes

Torsdag aften

Fans af amerikanske Fleet Foxes tager cyklen. Foran og på højre og venstre side af Falconer Salen stod der masser af de tohjulede parkeret.

Hvis cyklernes unge ejere havde været forpustede og svedige, da de ankom, kom pulsen hurtigt ned under showet med gruppen, der oprindeligt udspringer af musikscenen i Seattle i det nordvestlige hjørne af USA. For det blev en stilfærdig og til tider kedelig aften på Frederiksberg.

Gruppen med den talentfulde sangskriver og ganske dygtige forsanger Robin Pecknold i spidsen brød igennem i 2008 med ep’en ”Sun Giant” og debutalbummet, ”Fleet Foxes”.

En konsolidering

Sidstnævnte fik masser af meget positive anmeldelser, og det blev konstateret, at de unge amerikanere var påvirkede af både folkrock, americana og amerikansk vestkystmusik. Koryfæer som The Beach Boys, The Band, The Byrds og Crosby, Stills, Nash & Young blev nævnt som inspirationskilder og pejlepunkter. Det handlede bl.a. om, at Fleet Foxes ikke havde berøringsangst overfor iørefaldende musiktraditioner og forsøgte sig med vokalharmonier.

Tidligere i år udkom ”Helplessness Blues”. Igen var størsteparten af anmeldelserne positive. Albummet har dog ikke haft samme kommercielle styrke som forgængeren. Måske fordi de nye sange ikke lyder væsentligt anderledes end numrene på debuten. Dermed bliver pladen mere en konsolidering end et stort, afgørende skridt fremad.

Med de positive briller på kunne man påstå, at Fleet Foxes i Falconer Salen virkede upåvirkede af verdens forventninger og krav, og dermed kunne de med lidt god vilje betegnes som helt menneskelige.

Hvis man valgte en mere negativ synsvinkel, var det, som om gruppen havde mistet tidligere tiders uskyld og entusiasme. Det virkede, som om det var et par timers arbejde, som de var i gang med, ikke endnu et lille stykke eventyr. Og de har trods alt kun udgivet to album.

Lange pauser

Mens lysfolkene åbenbart havde fået klar besked om, at bandmedlemmerne ikke ville stå badet i spotlys, gjorde dem, der havde ansvaret for lydforholdene, det til en udfordring at holde af koncerten.

For når der blev skruet op for dramaet i arrangementerne, skete det på bekostning af vokalerne og dermed også Pecknolds interessante fortællinger.

Når tempoet i musikken blev sat gevaldigt ned, blev oplevelsen af især sangerens evner bedre og mere vedkommende, men det var stadig svært at opnå den knivskarpe gevinst. Og så måtte man tage til efterretning, at de øvrige medlemmers vokale pondus var begrænset. Mange gange bidrog de kun med en omgang »uuh-uuh-uuh«.

Derudover var det bestemt ikke noget plus, at der var mange - og for lange - pauser, hvor guitarer skulle stemmes og instrumenter udskiftes. Måske havde det hjulpet, hvis lyset på scenen havde været tændt?

Men okay, så fik de unge kærestepar rig lejlighed til at kramme, mens andre kunne bruge ventetiden på at tjekke mobiltelefonens sms-trafik eller benytte pausen til at opdatere Facebook-profilen. Det er andre tider, end dengang The Beach Boys, The Byrds og Crosby, Stills, Nash & Young gjorde en forskel.