Anmeldelse: Eric Clapton: Clapton

Eric Clapton:

Clapton

Reprise/Warner Music

Udkommer på mandag

Eric Clapton behøvede slet ikke at udgive plader.

Han tjener kassen big time som et populært koncertnavn, enten solo eller sammen med notabiliteter som Jeff Beck og Steve Winwood.

Når man lytter til det nye album med en af verdens bedste guitarister, kan man dog kun nå frem til den konklusion, at briten stadig har noget godt at give væk af i albumformatet.

Amerikanerbil

Den på en gang nysgerrige og formfuldendte udgivelse er rejst på et solidt fundament af iørefaldende og charmerende stemninger fra jazz, pop, Tin Pan Alley og rock & rul samt ikke mindst bluesmusikken, og stjernestunden er samarbejdet med J.J. Cale på ”River Runs Deep”.

Det er en blues, der blev skrevet af Cale i begyndelsen af 1970'erne, og som i sit nye tjekkede arrangement skaber et billede af, at de to mangeårige venner tager på en brandvarm køretur i et sumpet hjørne af USA i en meget stor amerikanerbil (der skal være plads til at tage et strygeorkester med undervejs).

Det er altid farligt med erklæringer, men jeg vil påstå, at det er en af de bedste indspilninger i lang tid fra Clapton.

Jazzet lyssætning

Andre vigtige momenter er indledningen ”Travelin' Alone”, hvor Clapton spinder sin vokal omkring den sprødeste elektriske guitarlyd (tænk på ZZ Top), mens ”How Deep Is The Ocean” for alvor kommer til at stå i en jazzet lyssætning, da Wynton Marsalis træder til med sin trompet.

Endnu en afgørende størrelse er ”Diamonds Made From Rain”. Den minder om, at den smertefulde nuance i Claptons vokal stadigvæk er rigtig god i ballader, mens ”Run Back To Your Side” med guitarlir og sexet, soulfyldt kvindekor katapulterer lytteren tilbage til Claptons tidligste soloudspil.