Anmeldelse: Eric Clapton (Multiarenaen, Herning)

Multiarenaen, Herning:

Eric Clapton

lørdag

Han ejer millioner, fordi tårer er guld.

Den 66-årige Eric Clapton har oplevet så meget modgang, at den skæbnetunge basis-blues simpelthen har indlejret sig på sangerens rygrad. Han har vaklet gennem et kaotisk liv med forældre, der svigtede ham, kærligheds-forviklinger, utroskabs-roderi, alkoholisme, stofmisbrug og sønnen Conors' død i 1991.

Clapton har til gengæld vekslet den private elendighed til en lukrativ rock-forretning, og musikken har efter guitar-legendens eget udsagn været med til at holde ham kørende.

Den livslange tone-terapi fortsatte lørdag aften i en næsten udsolgt multiarena i Herning foran 14.000 tilskuere. Eric Clapton kom på scenen uden store armbevægelser eller påtaget entusiasme. Han synes at hvile i en slags tilbagelænet resignation blottet for nogen som helst grund til at grine showbiz-fjoget.

Det melankolsk lurende blik er nu bare blevet endnu mere tilbagetrukket bag de mørke bedstefar-briller, som ind imellem får Clapton til at ligne en distræt og sårbar gymnasielærer, der til elevernes morskab er trådt ind i det forkerte klasselokale.

Blær og følsomhed

Men når sammenspillet kommer op i gear, og Clapton lader sig opsluge og omslutte af sangenes urolige vande, er det umuligt at forestille sig en verden uden musik.

Et par af åbningsnumrene - ”Key to the Highway” og Muddy Waters' ”Hoochie Coochie Man” - viser, at det fornemme blå blues-blod flyder tykt i årerne på Clapton, som forstår at balancere mellem blæret virtuositet og en oprigtig fortabelse i musikkens følsomme flodbølger.

Den store arena synes også at skrumpe ind til en lille intim og faldefærdig blues-beverding med ølsjatter overalt, da Clapton og de ferme musikere skabte gyngende jazz-blues-fest med skønne fortolkninger af ”Nobody Knows You When You're Down and Out” og ”When Somebody Thinks You're Wonderful”.

Reggae-traver

Guitaristen fik tilmed et aggressivt højdepunkt ud af sin perfekt rapfodede og rå fortolkning af Bo Diddleys' misfornøjede ”Before You Accuse Me”. Det nummer var så træfsikkert, at Clapton stod til både at blive dømt for mordet på sheriffen og vice-sheriffen.

Men netop med Bob Marleys' ”I Shot the Sheriff” skød Clapton med løst krudt. Det var en nydelig live-version, men turen ud ad denne fladtrådte sti virkede unødvendigt forudsigelig – især når sætlisten bød på ligeledes nedslidte indslag som ”Layla”, ”Cocaine” og ”Wonderful Tonight”.

Når magien som her svandt ud af luften, bemærkede man også, at Claptons inferiøre stemme med årerne er skiftet fra små-vissen til knastør.

”Going Down Slow”, kunne Clapton bemærke og trække på skuldrene.

Og smile sørgmodigt hele vejen til banken.