Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Elton John (Jelling Musikfestival) | musik.guide.dk

Elton John (Jelling Musikfestival)

<p> Veteranen Elton John kom, sad og sejrede i Jelling. Med rutine og rund showbiz-charme. </p>

Jelling Musikfestival:

Elton John

fredag

Fortidens storhed har sat sig mange minder i Jelling, og man skal også en del år tilbage for at finde oprindelsen til byens succeshistorie af en musikfestival, der i dag skal regnes blandt landets største.

Det begyndte en efterårsaften i 1988, hvor en flok af byens ølglade fodboldspillere mødtes med en idé om at skabe deres egen festival. Gutterne havde et misundeligt blik rettet mod den dengang allerede fremadstormende festival i Skanderborg. Fredag aften - 22 år senere - kulminerede de håbefulde provins-drømme med festivalens hidtil største satsning på plakaten: Elton John.

Stenalder-rock

Sangeren og showbiz-geniets egen historie tog sin begyndelse et par spadestik dybere i rock-arkæologiens muld, end den Jelling-festivalen er plantet i. Den astronomisk sælgende entertainer begyndte så småt karrieren helt tilbage i 1962, men ret naturstridigt synes han stadig ikke tynget af alderen.

Elton Johns visit i Jelling var ganske vist show-mæssigt langt fra på højde med den eminente koncert han gav i Parken i 2008, hvor en overvældende visuel ledsagelse på kæmpeskærm gjorde oplevelsen til verdens bedste Las Vegas-show.

Men Jelling-koncerten var til gengæld langt bedre end den uinspirerede rutine-rundgang sangeren nøjedes med, da jeg hørte ham på et nedslidt og atmosfære-fattigt Malmø Stadion i 2007.

Still Standing

Den 63-årige hovedperson havde langt mere kontakt med de cirka 25.000 på den regnvåde festplads i Jelling, der blev gennemkrydset af en ren hitparade. Elton og band gav energiske og bevægelige live-bud på rock-potente numre som ”I'm Still Standing”, ”Philadelphia Freedom”, ”Bennie And The Jets” og den vidunderligt pjankede ”Crocodile Rock”. Den sidste blev der frit falset-skrålet til på pladsen.

Fællessangen dæmpedes til mere romantisk nynnen, da Sir Elton lunede med hjertevarme ballader som ”Your Song”, ”Sorry Seems to be the Hardest Word”, ”Candle in the Wind”, ”Sacrifice” - og ikke mindst den hårdt melankoli-ramte ”Rocket Man”. Lytter man efter, skildrer den faktisk med bitter konsekvens hvilken polarkulde man finder på vej mod stjernerne og toppen af poppen.

Eller på en dansk festival, når vejret minder lige så meget om efterår som sommer.

Rock'n'roll-trold

”Det er koldt – men tak for at I er et så storslået publikum,” lød det opmuntrende fra Elton John, som i vanlig Vegas-stil jævnligt hilste pegende ud i publikums-havet og selvsikkert skridtede scenen af med sin lille trinde figur, så han kunne forveksles med en jovial havenisse i gallauniform.

Sangeren er for længst blevet bredt anerkendt, adlet og forvandlet til en forstående jetset-onkel for flere generationer af musikstjerner. Men koncerten i Jelling viste også, at han på sympatisk vis stadig er en livligt fjedrende tangent-trold, der er parat til at springe ud af æsken og optræde på ethvert spillested, hvor rammerne er nogenlunde. Og hvor betalingen er i top.

Hans aktuelle modige udfald mod mellemøstlig fanatisme viser også fortsat skarpe kanter i diva-temperamentet, og fredagens koncert blev et dynamisk livstegn fra en uforbederlig entertainer, der vist har tænkt sig at klaverbokse sin tid i ringen helt ud. Måske skal han en dag bæres fra scenen.

”Legende” er et misbrugt begreb. Her giver det mening.

Elton John

  • Døbt Reginald Kenneth Dwight og blev født 25. marts 1947 i Pinner, Middlesex, England.
  • Han studerede musik og kom med i bandet Bluesology.
  • Fik sit store gennembrud med albummet ”Honky Chateau” (1972).
  • Da Elton Johns’ pladesalg var mest glødende, blev det anslået, at hans udgivelser tegnede sig for hele tre procent af pladesalget på verdensplan.
  • Hans mindesang for Prinsesse Diana af Wales, ”Candle In the Wind” har indtjent mere end 200 mio. kr. til hendes mindefond.
  • Elton John blev adlet i 1998 og kan kalde sig Sir Elton John.
  • Hovedværker: ”Honky Chateau” (1972), “Goodbye Yellow Brick Road” (1973), “Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy” (1975), “Too Low for Zero” (1983) og “Songs from the West Coast” (2001).

Anmeldelse: Elton John (Parken)

30-11-2008: Elton Johns ”The Red Piano”-turné genopliver de visuelle løjer fra 70’er-storhedstiden og fungerer som finmasket sikkerhedsnet under den hærdede entertainer.

Læs artikel

Anmeldelse af Elton John - Forum, Frederiksberg

13-11-2014: Den britiske stjernesolist Elton John leverede sammen med sit band et langt, solidt show i Forum med masser af gamle hits. Det trak ned, at hans vokal til tider blev for råbende. Læs artikel

Anmeldelse af Elton John - The Diving Board

20-09-2013: Sir Elton John den ældre er ikke leveringsdygtig i krokodille-rock eller Nikita-pop, men hans nye album er værdigt og velspillet. Læs artikel

Anmeldelse af Elton John i Resenlund Parken, Skive

23-06-2013: Klaverbokseren Elton John er ”still standing”. I Skive blev det både til professionel rutine og oplivende overraskelser. Læs artikel

Anmeldelse: Elton John (Multiarenaen, Herning)

10-12-2010: Solo var Elton John overvejende kedelig - hjælp fra slagtøj-filur gav for få stjernestunder. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...