Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Elton John - Skovdalen, Aalborg | musik.guide.dk

Anmeldelse af Elton John - Skovdalen, Aalborg

Koncertanmeldelse: Elton John tog turen ned ad ”Goodbye Yellow Brick Road” i Aalborg. Der var skøn gulnet nostalgi og glimt af glemt guld.

Skovdalen, Aalborg

lørdag

Elton John

Som koncertnavn er Elton John en lige så flittig gæst i Danmark som en loyal turist. Så der skal ske noget nyt, hvis både piano-legenden og publikum skal undgå, at samværet ender i rusten rutine og evindelig ommøblering af de samme sange på sætlisten.

Elton John har faktisk været dygtig til at manøvrere uden om det værste dødvande. Hans ”Red Piano”-turné, der rundede København i 2008, var en visuel forrygende show-oplevelse, og der var nytænkning inde over, da den engelske veteran gæstede Herning i 2010 med percussionspiller Ray Cooper: dog ved en mindre medrivende koncert.

Nu har Elton John igen skiftet spor, og denne gang går turen ad den gulstens-belagte vej mod fortidens eventyrland: 5500 tilskuere i Skovdalen i Aalborg fik et genhør med mesterværket ”Goodbye Yellow Brick Road” fra 1973, der har solgt omkring 30 mio. eksemplarer.

Obskure perler

Mange af tilskuerne ved amfiscenen i Aalborg var sikkert storforbrugere af dobbeltalbummet for 40 år siden, og musikken har imponerende slidstyrke. Men håbede man at genhøre alle sange fra ”Goodbye Yellow Brick Road”, blev man snydt. Elton John valgte at blande ca. halvdelen af album-materialet med et greatest hits-repertoire, og det betød, at vi gik glip af obskure perler som den reggae-vrikkende ”Jamaica Jerk-Off” og den skønt bittersøde ballade ”Sweet Painted Lady” om sømanden og luderen. Til gengæld slap vi for mere jævne sange som ”Dirty Little Girl” og ”Roy Rogers”. Kompromiset gav pote ved den udsolgte koncert. Publikum lunede sig i selskab med en stribe klassikere fra ”Goodbye Yellow Brick Road”-albummet, hvor titlen refererede til bogen/filmen ”Troldmanden fra Oz”, og tekstforfatter Bernie Taupin trak på minder fra sin landlige opvækst. Bl.a. i den vilde ”Saturday Night's Alright for Fighting” om det blodige bondejokker-bal, som Elton John og band tærskede ekstra igennem. I optempo-afdelingen blev der også spillet med festligt funklende fighterinstinkt i ”Your Sister Can't Twist (But She Can Rock 'n' Roll)” og ”Bennie And the Jets”.

Lesbisk døds-drama

Efter flere gedigent gyngende numre lettede den trinde sanger rumpetten fra klaverbænken med raket-mand-fart, og koncerten igennem holdt den 67-årige pop-original kontakten til publikum med Las Vegas-gestik og topprofessionel arbejdsmoral. ”Candle in the Wind” blussede op på ny i perfekt afstemt klang og toptrimmet sammenspil, og det lesbiske døds-drama, ”All the Girls Love Alice”, er vidunderlig excentrisk rock. Den komplekse ”Funeral for a Friend/Love Lies Bleeding” mindede samtidig om, at Elton John for mere end 40 år siden udfordrede den gængse idé om, hvad en popplade kunne rumme.

Han begik faktisk et kunstnerisk comeback med ”The Diving Board” fra sidste år, men resten af Aalborg-koncerten holdt sig til sikker hitparade med koncert-travere som ”I Guess That's Why They Call It the Blues”, ”Rocket Man”, ”Your Song” og ”Crocodile Rock”. Elton John kan her læne sig tilbage og nyde frugterne af adskillige årtiers hitmageri og lade refræn-sødme og nostalgi klare resten. Sangeren balancerer ofte på kanten til pligtskyldig og selvkørende familieunderholdning. Men med ”Follow the Yellow Brick Road”-turnéen i Aalborg lykkedes det for pianomanden at få gammelt guld til at glimte på ny, samtidig med at han holdt folkefesten i kog.

Det var nærliggende at fundere over, hvordan responsen havde været, hvis Elton John havde fyret sit sublime repertoire af på Roskilde Festivalen.

Nu blev de i stedet forkælet i Aalborg. Flirt med et mesterværkVerdensstjerne med jysk arbejdsmoral

Anmeldelse af Elton John - Forum, Frederiksberg

13-11-2014: Den britiske stjernesolist Elton John leverede sammen med sit band et langt, solidt show i Forum med masser af gamle hits. Det trak ned, at hans vokal til tider blev for råbende. Læs artikel

Anmeldelse af Elton John i Resenlund Parken, Skive

23-06-2013: Klaverbokseren Elton John er ”still standing”. I Skive blev det både til professionel rutine og oplivende overraskelser. Læs artikel

Anmeldelse: Elton John (Multiarenaen, Herning)

10-12-2010: Solo var Elton John overvejende kedelig - hjælp fra slagtøj-filur gav for få stjernestunder. Læs artikel

Anmeldelse af Suede - DR Koncerthuset, København

02-02-2016: Der var høj karma-klasse over Suede, som i Koncerthuset forenede kunst og folkefest. Læs artikel

Anmeldelse af Bryan Ferry - Tivolis Koncertsal, København

22-10-2014: Rockstjernen Bryan Ferry ville i Tivolis Koncertsal godt give folket, hvad det ville have. Men han gav det også noget andet og mere. Desværre blev han svigtet af sine lydfolk. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...