Arkivfoto: Valdemar Jørgensen
ROCK
FALCONER SALEN, KØBENHAVN:
ELBOW
Fredag aften
Umiddelbart er der meget lidt rockstjerne over den 37-årige Guy Garvey.
Den let rødmossede mand med ølmaven, fuldskægget og de langsomme bevægelser ligner snarere en tørstig stamkunde fra en af pubberne hjemme i Manchester.
Han siger da heller ikke nej til et glas, Guy Garvey. Han og de øvrige medlemmer af rockkvintetten Elbow har produceret deres egen øl, som kan købes på bandets hjemmeside samt udvalgte barer, og i Falconer Salen afbrød han og kollegerne kortvarigt fredagens koncert og skålede i whisky for at fejre bandets 20 års jubilæum.
Festen satte sig heldigvis ikke på stemmen. Guy Garvey sang rent og klart og ledte tankerne hen på tidligere, storslåede optrædener på Roskilde Festival og Northside Festival i Aarhus.
Også i Falconer Salen åbnede Guy Garvey flere langsomme numre dybt og melankolsk, inden han - som en ung Peter Gabriel - pludselig slog over i falset. Det lød fantastisk. Kontrasten mellem de to vidt forskellige måder at synge på var endnu tydeligere i København, end de er på bandets seneste album ”Build a Rocket Boys”, der ellers fungerer som et af årets mest overbevisende, internationale rockalbum.
Det skabte konstant spænding i løbet af den næsten to timer lange koncert.
Elbow havde god tid.
Flere af de langsomme numre blev bygget nænsomt op med tilbageholdte basgange, guitarriff og strygere, inden sangeren på inderlig vis mindede alle tilstedeværende om, at han var den altoverskyggende hovedperson. Den sympatiske frontmand havde dog aldrig nok i sig selv; han var konstant i nærkontakt med sit publikum, som fløjtede de rigtige steder i den flotte ballade ”Lippy Kids”.
Andre steder var der mere fart på. I præsentationerne af ”Neat Little Rows” og ”Grounds for Divorce” hældte bandet skærende guitarriff ud over scenekanten og ledte tankerne hen på den noget mere støjende forestilling i på det københavnske spillested Vega, hvor Elbow præsenterede det lovende debutalbum ”Asleep in the Back” for 10 år siden.
Elbow var gode dengang, men i dag er de bedre. I Falconer Salen optrådte bandet med sange fra de seneste tre af i alt fem album, og ingen indslag var dårlige eller bare middelmådige.
Elbow var mere end 15 år om at bryde igennem hjemme i England, hvor de i dag optræder på store arenaer med plads til 20.000 mennesker. Gennembruddet indtraf via singleudspillet ”One Day Like This” fra albummet ”The Seldom Seen Kid” (2008), der sikrede bandet den prestigefulde engelske musikpris The Mercury Music Prize. Sangen, der er blevet brugt flittigt i både reklamefilm og reality-shows, fungerede som sidste ekstranummer i København, hvor fællesangen fyldte hele salen.
Meget tyder på, at Danmark er ved at få ørerne op for Elbow. Det var på tide.
Elbow
Album
Kilde: elbow.co.uk
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



