Eels (Store Vega)

Store Vega, København:

Eels

onsdag

Mark Oliver Everett (alias ”E”) - som er kernen og hjernen i bandet Eels - har skrevet en sang om at føle sig som en håbløs gammeldags jernbane-arbejder, som fremskridtet for længst har overhalet og overflødiggjort. Men selvrespekten har man jo lov til at have.

Fjendtlig eneboer

Det er essensen af Mark Oliver Everett.

Med sit lange skæg, sin kiksede kæmpe-bandana og formummet bag solbriller ligner han såvel en fjendtlig eneboer som en excentrisk kunstner. Begge dele stemmer udmærket overens med myten om privatpersonen ”E”, der i perioder isolerer sig fra en verden, han i sine klagesange afviser som turbulent, træls og uforsonlig. I andre livsfaser er han tydeligvis en kærligheds-jagtende og kreativ, udadvendt original.

Overdosis

Helt personligt skatter jeg hans sangskrivning som noget af det mest begavede, melodiske og skønt humørsyge, der er hørt på den internationale rockscene i de sidste 15 år. Men det har næsten været for meget af det gode i de seneste 15 måneder, hvor Eels har udsendt hele tre nye album. En trilogi, hvor den amerikanske sangskriver med ømskindet kunstnerisk vovemod og sortsynet humor skildrer kærlighedens lidelsesrejse: Hele vejen fra begærets sanselige forvirring over en ubærlig parforholds-nedsmeltning til den bittersøde forundring over at morgendagens sollys altid ankommer med muligheden for at begynde forfra.

Første kapitel, ”Hombre Lobo” (2009), var mindst vellykket. Afrundingen, ”Tomorrow Morning” (2010), er den mest varierede og mest anbefalede.

Og så var han altså tilbage i København, særlingen Everett, og som vanligt stod den på overraskende iscenesættelse og løjerligt nærvær.

Alternativ hjerteknuser

I Vega begyndte han stilfærdigt med ballade-gyldne frembringelser som ”Grace Kelly Blues” og ”Little Bird”. Men det stod hurtigt klart, at ”E” også ville rocke. Hårdt! Da han prøvede det samme i Pumpehuset tilbage i 2003 mistede han fokus, men i et udsolgt Vega fik gruppen nuancer og vildskab til at balancere.

Den forunderlige ballade "I'm Going to Stop Pretending that I didn't Break your Heart" er en skøn alternativ hjerteknuser. Og kulminationen med en fusion af ”Twist and Shout” og Eels egen ”Mr. E's Beautiful Blues” var simpelthen genial. Ikke mindst fordi nummeret i forvejen skeler til The Beatles' ”Lady Madonna”.

Da bandet fulgte op med en punket udgave af den både søde og bizarre ballade ”I Like Birds” var alle billetkronerne fornuftigt omsat. Og så var der ekstra forkælelse med en forrygende udgave af The Lovin' Spoonfuls ældgamle hit "Summer in the City".

Endnu et eksempel på det stædigt gammeldags i Ålens univers.

Men der er trods alt også fordele ved at være et fortidslevn af en jernbane-arbejder: For når skæbnen er ond - og al pejling svigter - kan man jo altid følge sporet tilbage til der, hvor man kom fra.