Anmeldelse: Eagles (Koncertplads Hjallerup, Aalborg Nord)

Koncertplads Hjallerup:

Eagles

onsdag

”I hate the f... Eagles, man!”

Citatet er fra kult-filmen for masserne, ”The Big Lebowski”, hvor den rutinerede dagdriver ”The Dude” hidser sig op over musikvalget i en taxi. Hvorefter Dude-provoen brutalt bliver smidt ud af vognen af den rasende chauffør, som er hårdkogt Eagles-fan. Fyren bag rattet er oven i købet sort, hvilket gør scenen ekstra grinagtig, da Eagles' velfriserede og perfektionistiske midt-på-vejen-rock er ekstremt hvid i klangen.

Los Angeles-bandet indbyder nu engang til den klassiske hade/elske-polarisering, netop fordi kvartetten med overvældende konsekvens har klynget sig til et blankpoleret udtryk, der for himlens skyld ikke vil skabe kontrovers eller så meget som slå en døgnflue ud af kurs. Sådan har Eagles kælet for sit publikum siden begyndelsen af 1970'erne, og garantien for tryg, intim og velspillet voksen-rock trak onsdag 14.000 billetkøbere til en skøn sommeraften ved Hjallerups markedsområde udenfor Aalborg. Publikum var en blanding af folk i pensions-alderen og familie-flokke, og mange forstod at iscenesætte hyggen på pladsen længe før musikken begyndte. Det var tilbagelænet og fredfyldt afslapning lige efter Eagles-opskriften: ”Take It Easy”.

Aerodynamik

Omkring kl. 21 landede ørnen. Eller albatrossen, som bandet måske snarere skulle have kaldt sig. Et godmodigt udseende dyr, med et imponerende stort og rummeligt vingefang, praktisk anlagte sociale kvaliteter og en noget kikset flyve-stil iagttaget fra landjorden. Men ved nærmere inspektion i de højere luftlag viser det sig, at fuglen har aerodynamisk finesse.

De gamle drenge i Eagles gjorde det fra de første sange klart, at der hverken er gået rust i det pertentlige rock-maskineri eller i de eminente vokalharmonier. ”Seven Bridges Road” og ”How Long” lovede godt, men det var ærgerligt, at volumeknappen var i bund indtil en halv time inde i koncerten. Gruppens mystisk fabulerende top-klassiker, ”Hotel California”, faldt også tidligt i koncerten, og det poetisk ringlende rocknummer er gruppens bedste kunstneriske kort: En drømmende luftspejling af en sang, der kan tolkes som et opgør med 70'ernes kokain-overfladiske rockstjerne-ræs og tomme hedonisme. Men hvorfor gruppen stiller sig tilfreds med at aflire nummeret med en uopfindsom og repetitions-præget automatik er mig en gåde. Lige som valget med at inkludere den stivbenede og bovlamme blues i "Witchy Woman", der dælme ikke har nogen heksekraft over sig.

Tandløs eller tidløs?

De fire rockhistoriske skikkelser - Glenn Frey, Don Henley, Joe Walsh og Timothy B. Schmit (samt musikalsk følge) - løsnede dog gradvis op for den sirlige countryrock i den fine gamle utroskabs-beretning ”Lyin' Eyes” og i den progrock-langhårede ”Long Road Out of Eden”. Den romantiske glød lyste også om kap med den nedgående sol i den sensuelle og dovent funky ballade ”I Can't Tell You Why”.

Men den sang ville The Dude nok også møde med himmelvendte øjne og afskrive som tand- og modstands-løs rock. Uanset det, er Eagles altså en af rockhistorien bedst sælgende grupper, og den melodiske mainstream-formular fastholder interessen hos et stort publikum. Endda hele 31 år efter at gruppen gik i opløsning første gang.