Manchester-trioen Doves samler højdepunkter på fremragende opsamlingsalbum. Foto: Mary Scanon
Manchester-bandet Doves er stadig ukendt for de fleste danskere. Nye lyttere kan med fordel begynde med dette overlegne opsamlingsalbum.
Doves
The Places Between: The Best of Doves
Heavenly Recordings/EMI Music
Den nordengelske by Manchester har gennem mange år lagt øvelokaler til stilskabende bands.
I slutningen af 1970'erne slog Joy Division igennem med albummet "Unknown Pleasures", og i 1980'erne havde de populæreste orkestre navne som New Order og The Smiths.
I 1990'erne optrådte Oasis som et af verdens største rockbands, og i dag spiller Manchester fortsatte en stor rolle i den britiske rockbranche.
Rocktrioen Doves har været et stort navn i hjemlandet siden udgivelsen af debutalbummet "Lost Souls" (2000), og er der nogen retfærdighed til, får Doves snart noget af den verdensomspændende succes, som tilfaldt Oasis i 1990'erne.
Brødrene Jez og Andy Williams har ikke nær så meget attitude som Liam og Noel Gallagher, til gengæld har de en fantastisk evne til at skrive sange og skabe melankolske stemninger.
Med forsanger forsanger Jimi Goodwins mørke vokal forrest i lydbilledet har Doves siden 2000 skrevet en lang række fantastiske sange, hvoraf mange er direkte vanedannende.
Dette aktuelle opsamlingsalbum minder om, hvor godt det er gået.
Fra debutalbummet får vi indslag som den på én gang dunkle og poppede "Catch the Sun", der leder tankerne hen på bandmedlemmernes fortid i dansegruppen Sub Sub.
Doves har dyrket den melankolske pop over fire album, og blandt senere højdepunkter skal den iørefaldende og nærmest hypnotiserende "There Goes the Fear" nævnes.
På det seneste album "Kingdom of Rust" fra sidste år står Doves i gæld til bysbørnene i New Order. Her er de poppede forløb forsynet med syngende basgange.
Om Doves læner sig tættest op af poppen, rocken eller dyrker en nøje afstemt blanding af de to genrer, har bandet altid præsenteret gode sange.
De står i kø på dette overlegne opsamlingsalbum, som først og fremmest henvender sig til nye lyttere.
Doves
Diskografi
Lost Souls (2000)
The Last Broadcast (2002)
Some Cities (2005)
Kingdom of Rust (2009)


