Depeche Mode (Forum Horsens)

Forum Horsens:

Depeche Mode

Mandag aften

Da jeg midt i 1980’erne så Depeche Mode optræde for ca. 3.000 tilhørere i Falconer Salen på Frederiksberg, var der ingen, der nævnte noget om intimkoncert.

Tværtimod var der tale om det hidtil største show i Danmark for det britiske synthpopband.

Mandag aften gav briterne så den første af to såkaldte intimkoncerter i udsolgte Forum Horsens foran ca. 4.500 tilhørere.

Var det så ekstraordinært intimt og unikt? Aldrig for alvor!

Anderledes end normalt

Det er selvfølgelig rigtigt, at showets ramme var anderledes end normalt, da Depeche Mode siden 1980’erne på imponerende vis er vokset til at være et band, der i både Europa og USA optræder på stadioner og i kæmpestore indendørs sportsarenaer.

Det gør bandet med en kompakt udadvendt lyd, der til tider kan opfattes meget mere som stadionrock end synthesizerpop, og en nærmest rituel kommunikation med tilhørerne, der går ud på at klappe og synge med, når den karismatiske frontfigur, forsangeren Dave Gahan, kræver det.

Stort set samme sange

Samme model benyttede Depeche Mode sig af i Forum Horsens. Der var altså trods reklametrommerne om intimkoncert ikke tale om en markant anderledes showpakke end den, som man ville kunne opleve i Parken i København med 40.000 tilhørere eller i O2 Arena i London med plads til en snes tusinde publikummer.

Depeche Mode optrådte sidstnævnte sted i lørdags med en sætliste af nyere sange og gamle klassikere, der stort set blev genbrugt i Horsens.

Retfærdigvis skal det siges, at langt de fleste store bands og solister gør det på præcis samme måde, når de turnerer verden rundt med et dyrt show, hvor ambitiøse videoseancer på storskærmen og specielle lys- og lydeffekter er blevet kreeret til bestemte numre og særlige tidspunkter i koncertforløbet.

Slukke for storskærmen

Depeche Mode havde altså været nødt til at slukke for storskærmen, hvis de skulle have leveret et unikt show i Horsens med en række sjældne numre eller anderledes versioner af klassikerne.

Selv om man glemte alt om ”intimkoncert”, måtte man et godt stykke ind i showet, før der for alvor skete noget.

For mange mindre stærke momenter fra de senere udgivelser svækkede totaloplevelsen, og ikke en gang et af de ellers normalt stensikre hits ”Walking In My Shoes” gav det nødvendige kunstneriske løft.

Men med den ottende sang skete det. I den klart synthesizerformulerede ”World In My Eyes” leverede Dave Gahan en fornem præstation som både stærk vokalist og frontkæmper for ubetinget begejstring, hvorefter han gavmildt overlod rampelyset til sin makker Martin L. Gore, der især var stærk i det personlige sangforedrag af sin evigtgyldige ballade ”Home”.

Hev fire stjerner hjem

Herfra formåede Depeche Mode langt bedre at holde stilen frem mod de forrygende elektriske ”Enjoy The Silence” og ”Never Let Me Down Again”. Og med yderligere trumfer som ”Stripped”, ”Behind The Wheel” og ”Personal Jesus” løftede Depeche Mode med hiv og sving koncerten op til en firestjernet oplevelse.