Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af David Bowie - Nothing Has.. | musik.guide.dk

Aldrig bange for at begynde forfra

Rock: Den 67-årige David Bowies mest omfattende opsamlingsalbum i en årrække tegner et mangefarvet billede af en innovativ, frygtløs kunstner. Hans storhedstid var 1970-1983. En ny sang opsøger et jazzet terræn.

David Bowie
Nothing Has Changed, The Very Best Of Bowie
Parlophone

Intet har forandret sig. Alt har ændret sig. Lyder det ulogisk? Men der er en sund logik i, at David Bowies nye opsamlingsalbum med tre cd’er har titlen ”Nothing Has Changed” – med tilføjelsen inde i bookletten: ”Everything Has Changed”.

På den ene side er materialet på udgivelsen med undtagelse af én ny sang mere eller mindre kendt pensum.

På den anden side er de 59 sange en spændende dokumentation af, at David Bowie med ønsket om at forandre sig har turdet nulstille sig såvel geografisk som musikalsk mange gange.

Han voksede op i London, tog til USA’s øst- og vestkyst midtvejs i 1970’erne, returnerede til europæiske holdepunkter som Schweiz og Frankrig for at gøre et længere ophold i det delte Berlin. Og så videre igen. I dag bor Bowie i New York.

Han har foruden sin fascination af teater og malerkunst siden 1960’erne ladet sig påvirke af genrer som rock’n’roll, easy listening, soundtracks, folkrock, art rock, glamrock, amerikansk soul, tysk elektronisk musik, engelsk punk og new wave, disco, industrial rock, jungle, drum & bass m.v.

Et unikt udtryk

Andre har taget æren for en genre. Bowie har til gengæld brugt en stil – eller flere genrer på en gang – til at skabe sit eget, unikke udtryk. Og få kunstnere er så let genkendelige som briten.

Som Ziggy Stardust gjorde Bowie glamrocken til et mainstreamfænomen. Med sin såkaldte Berlin-trilogi bragte han den elektroniske musik ind i en populær kontekst. Med ”Scary Monsters” tog han sit personlige kunstgreb om punk og new wave. Og med ”Let’s Dance” gik han uden tvivl dansemusikkens ærinde.

bowie.jpg

Der er dem, som vil beskylde Bowie for i sin storhedstid fra 1970 til 1983 at have huseret som en tyvagtig skikkelse. Men det er noget vrøvl. For hver gang han valgte en ny genre, skete det næsten med livet og i hvert fald karrieren som indsats. Han gik mange gange efter at rive kollegers, mediers og publikums vanetænkning om ham fra hinanden.

Derfor blev f.eks. hans forrygende soulplade ”Young Americans” ikke et lighedstegn med amerikansk soul. Det blev Bowies soul.

Omvendt kronologi

Han gør med sin konstruktion af den nye, tredobbelte opsamling også op med vanetænkningen. Det nemmeste ville have været at læsse alle de store klassikere og mange hits over på de to første cd’er og så gemme specialiteterne på den tredje skive. Denne præmis prægede således de seneste omfattende opsamlinger, ”Best Of Bowie”, der udkom for 12 år siden, og ”The Platinum Collection” fra 2005.

I stedet vælger han denne gang at begynde med det nyeste og så spole tilbage i en form for omvendt – baglæns – kronologi. Det sidste nummer på den tredje cd er ”Liza Jane”, der er fra juni 1964, og som var Bowies uskyldige, forgæves forsøg på at komme ind i rampelyset.

Sangen, som indleder den første cd, er den nye ”Sue (Or In A Season Of Crime)”. Den har Bowie indspillet med Maria Schneider Orchestra, og mens hovedrolleindehaveren er en slags storyteller, sværmer orkestret rundt i jazzede stemninger. En håndsrækning for Bowienybegyndere er sangen langtfra. Men hvis man giver ”Sue”-nummeret en chance, kommer det til at virke som et dynamisk, sært og foranderligt udtryk.

Herefter følger ”Where Are We Now?”, den smukke ballade fra begyndelsen af 2013. Det var sangen, som brød den mangeårige musiktavshed fra Bowie og blev et forvarsel om det vellykkede album ”The Next Day”, der udkom i marts 2013.

Mirakuløst remix

Den tredje sang er den aldeles brillante remixudgave af ”Love Is Lost”, som James Murphy fra LCD Soundsystem i 2013 fik fremtryllet på mirakuløs vis.

Men ellers er det småt med deciderede højdepunkter på resten af denne cd, som er en påmindelse om, at Bowie i årene 1995 til 2003 uden held forsøgte at retablere sig som den innovative arbejdsnarkoman, han havde været fra 1970 til 1983. Det var, som om han enten manglede idéer eller anstrengte sig alt for meget, og paradoksalt nok er den bedste skikkelse fra perioden Pet Shop Boys’ overgrebsagtige remix af ”Hallo Spaceboy”.

Den anden cd omfatter årene 1975-1993. Man tages med på en rejse fra iørefaldende, men også lidt tyndbenede hits som ”Absolute Beginners” og ”Blue Jean” til mesterlige numre som ”Ashes To Ashes”, ”Heroes” og ”Sound & Vision”.

Den tredje skive er fremragende fra ”Fame” til ”Space Oddity”, før der til sidst bindes en sløjfe med kuriositeter, der skal gøre opsamlingen til en troværdig retrospektiv udgivelse.

Mon David Bowie har nulstillet sig, når næste studiealbum udkommer?

Anmeldelse af David Bowie - Bowie At The Beeb

26-02-2016: Musikikonet David Bowie udgav et nyt album den 8. januar og døde to dage senere. Læs artikel

Anmeldelse af David Bowie - Five Years 1969-1973

27-09-2015: Anmeldelse: Et nyt bokssæt dokumenterer, hvordan David Bowie i et hæsblæsende tempo udgav fantastisk musik, oplevede idoldyrkelse og opnåede stjernestatus. Læs artikel

Anmeldelse af The Beatles - 1+

16-11-2015: Bokssæt: The Beatles er verdens bedste band. Når det gælder levende billeder, er den legendariske Liverpool-gruppe en blandet fornøjelse, dokumenterer en ny udgivelse. Men det er spændende og sjovt at være med på en kigger. Læs artikel

Anmeldelse: David Bowie: Station To Station

30-10-2010: Genhør: David Bowie levede midt i 1970'erne angiveligt af kokain og mælk, og hans hjerne kørte på det vildeste overdrev. Alligevel formåede han at indspille et enestående album, der står som hans mest tidløse. Læs artikel

Anmeldelse af John Cale - Music For A New Society

22-01-2016: John Cale forsøger forgæves at genopfinde et mesterligt album fra 1982. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...