Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:

Daniel Johnston (Store Vega, København)

Den amerikanske kultfigur Daniel Johnston har fået hollandsk modspil. Deraf en velorganiseret – næsten for pæn – optræden.

Store Vega, København:

Daniel Johnston

med Beam Orchestra

Lørdag aften

Spiller søndag aften i Voxhall, Århus

Amerikaneren Daniel Johnston er kult og myte, og han er vældig bevidst om denne status. Omend det er svært at vide, hvordan alting fungerer i hans indre univers.

Når han spørger publikum, hvilket land han er i, og foreslår Denver – i stedet for Denmark – er det så en joke, eller er han i tvivl?

Eller når han ønsker os glædelig jul denne aften – den 10. april? Ved han da, hvilken årstid det er?

Sådan er det lige fra begyndelsen, da han i fire sange selv sætter scenen med en lille guitar med dårlig lyd, som han spiller enkelt og primitivt på.

Hvorefter hans 11 hollandske musikere involveres i koncerten, og der kommer struktur over foretagendet.

Hyggeonkel

Det veksler mellem, at dybderne, særhederne og skingerheden i Daniel Johnstons verden på smukkeste vis bliver udvidet og suppleret, og at det bliver lige lovligt lækkert jazzet. I visse passager er det tæt på promenadekoncert – hvorimod nogle af de mere obskure udtryk fra den aktuelle plade "Beam Me Up" kan savnes.

Hvis ikke man ved det på forhånd, bliver det hurtigt klart, at teksterne handler om mangel på selvtillid og om indre lidelse. Det vrimler med dæmoner og råb på kærlighed.

Men her på scenen virker hovedpersonen nu ikke så skrøbelig og uberegnelig, som rygtet om ham gerne vil fortælle.

Han er faktisk et hyggeligt selskab, hvad enten man synes, at han ligner en græsk onkel eller en amerikansk professor.

Men for den, som holder af intense oplevelser, kan det være frustrerende, at han synes mere interesseret i kontakt med tekstarket på nodestativet end med publikum.

Lennon-arven

Enkelte sange skiller sig ud.

"Devil Town" med smægtende strygere og blæsere er virkelig rørende.

Balladerne "Love Enchanted" og "True Love Will Find You In The End" bekræfter, at Daniel Johnston har et vist held med at fortsætte, hvor hans idol John Lennon måtte slippe.

Og "Wicked World" med buldrende og hoppende blæsere sammenfatter den amerikanske eners mange strittende evner.

Daniel Johnston

  • 49 år.
  • Født i Sacramento, Californien.
  • Har siden begyndelsen af 1980’erne boet i Texas – med afstikkere til bl.a. Virginia og New York City.
  • Har, siden han var teenager, været Beatles-fan og skrev tidligt det 2½ minut lange nummer "The Beatles".
  • Indspillede i løbet af 1980’erne en række kassettebånd (som siden er udsendt på cd). "Fun" (1994) regnes for hans første egentlige album.
  • Aktuel med både det to uger gamle "Beam Me Up", indspillet i Holland med hollandske musikere, og det et halvt år gamle "Is And Always Was".
  • Bor på grund af sit ustabile sind (bl.a. maniodepression) på skift hos sine forældre og sine søskende og er i perioder præget af stærk medicinering.
  • Dokumentarfilmen "The Devil And Daniel Johnston" modtog i 2005 en førstepris på Sundance-filmfestivalen.
  • Adskillige bands og musikere – bl.a. Beck, Bright Eyes, Sonic Youth, Pearl Jam, Tom Waits, The Flaming Lips og Kurt Cobain – har udtrykt beundring for ham, og flere af dem har indspillet sange, som han har skrevet.

Galleri: Rock

Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...