D-A-D: DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK

Hårdrock-cd

D-A-D:

DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK

Mermaid Records/Sony Music

Gnisterne står spruttende ud fra første singleudspil fra det nye D-A-D-album: Den kontante ”I Want What She's Got” er et benzin-overhældt bål af riff-rocket macho-lir, der med fiks kontrast sender en lyrisk hyldest til kvindelige dyder.

Men netop det intuitive - og de bløde musikalske kurver - er en fatal mangelvare på D-A-D's nye album, der alt for sjældent tør løfte foden fra gaspedalen og tage sig et organisk pusterum.

D-A-D har fræsende og kværnende fart på motorcyklen, og næsten hver eneste skæring på det nye udspil ender tilbage i garagen, hvor kvartetten gør endnu et sammenbidt forsøg på at genskabe en illusion om ukompliceret drengerøvs-rock'n'roll.

Vred hanelefant

Monotonien er næsten indbygget i projektet, men meget kunne tilgives, hvis D-A-D konstant magtede at smitte med flammende energier og refræner i stil med ”I Want What She's Got”. Der er da også fut i gammeldags hårdrock- baskere som ”New Age Moving In” og ”The End”, hvor en arrigt bjæffende og knurrende Jesper Binzer slipper ud af sit halsbånd og jager spidse pløkker i lytteren.

Men den melodiske glød luner langtfra på samtlige sange, og så gungrer de danske veteran-rockere blot demonstrativt ud over stepperne og minder om en vred gammel hanelefant, som resten af flokken er kørt lidt træt i.

Det er ”overmuch” for nu at citere en munter gammel D-A-D-sangtitel, og netop gruppens velkendte afvæbnende humor drukner i den sugende malstrøm af forceret rock'n'roll.

Når materialet tilmed bliver gabende kedsommeligt som i ”Last Time In Neverland”, driver der så sorte skyer ind over D-A-D-forlystelsesparken, at det nye udspil placerer sig i selskab med skuffende skiver som ”Helpyourselfish”, ”Monster Philosophy” og ”Scare Yourself”.

De to sidstnævnte er også bandets seneste regulære album, så gruppen skylder os virkelig snart en gedigen og gennemført plade. Det var vel også tanken bag at genindrullere producer Nick Foss, der var med til at forme de markante værker ”No Fuel Left For The Pilgrims” og ”Everything Glows”. Men bandet har stadig svært ved at finde den gamle magi.

Måske skulle de midaldrende ronkedorer bare løsne lidt op for den ydre metal-armering og give mere plads til sjælfulde og følsomme mentale rystelser, som det høres i neddæmpede sange som ”Fast On Wheels” og navnlig ”We All Fall Down”.

Her stikker den forpustede Binzer pludselig snuden ind i et åndehul og lyder omsider, som om han mener, hvad han synger. Og pladens lineære spurt afløses af nuancer og smidighed, hvor sofistikerede guitarmønstre lister på tværs af et pianotema og en fin melodi.

Bad laziness

D-A-D har faktisk vist en slags vilje til at flirte med feminin færden i en ny video, hvor Jesper og Jacob Binzer, Stig Pedersen og Laust Sonne optræder i kvindetøj. Men musikalsk er bandet altså stædigt og ungdommeligt opsat på at fasthamre positionen som hård rock-hund. Det er bad laziness.