Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Passion for triste sange | musik.guide.dk

Passion for triste sange

De canadiske Cowboy Junkies er – 25 år inde i karrieren – ikke holdt op med at udfordre sig selv.

Loppen, København:

Cowboy Junkies

Fredag aften

Cowboy Junkies: Renmin Park

(The Nomad Series Volume 1)

Proper/Cosmos

Kendetegnende for et orkester, der holder sig i gang og udfordrer sig selv, er bl.a., at repertoiret er forskelligt fra koncert til koncert, at det er villigt til at spille under uvante vilkår, og at det er åbent for påvirkninger fra andre kulturer.

For nu at nævne nogle af trækkene hos Cowboy Junkies fra Toronto, Canada, som i fredags spillede i et propfyldt og i lang tid udsolgt lokale på Christiania – med lavt træloft og tæt på publikum.

Måske var disse omgivelser årsag til, at de fem på scenen spillede uventet råt og sammenbidt – langt fra lyden på den aktuelle plade, "Renmin Park", der rummer masser af studieeffekter og reminiscenser fra guitaristen og sangskriveren Michael Timmins’ ophold i Kina, derunder gadeoptagelser og gæsteoptrædener af den kinesiske sanger Zuoxiao Zuzhou.

Sangerinden i centrum

Valget af sange og deres rækkefølge i København var markant forskelligt fra f.eks. en koncert, bandet gav tre aftener tidligere i London. Ved dén lejlighed blev der spillet fem numre fra mesterværket fra 1988, "The Trinity Sessions", mens der i København kun blev spillet to – og det ene af disse, en indtrængende fortolkning af Lou Reeds "Sweet Jane", var ikke blevet spillet i London.

På den nye plade optræder Michael Timmins i flere tilfælde som sanger og medvokalist. I København var han ikke engang udstyret med en mikrofon. Så opmærksomheden samlede sig om søsteren Margo Timmins, der da også er bandets i særklasse mest udadvendte person. Både Michael Timmins og bassisten Alan Anton sad knugede omkring deres instrumenter og skabte tonemalerier.

Smukke fortolkninger

Som Margo Timmins flere gange tilkendegav, holder de fem canadiere af triste sange, »og den nye plade er ikke spor mere glad end vores andre plader«. Som set tidligere havde hun en buket tulipaner ved sin side – og en kop te, der blev stadig mere bitter og kold.

Blandt numrene var to sørgmuntre og stemningsfulde fortolkninger af Vic Chesnutt, som døde for knap et år siden, "Wrong Piano" og "Supernatural". Margo Timmins bekræftede fra scenen, at bandets næste album, "Demons", som er indspillet og kommer i begyndelsen af 2011, bliver med lutter Chesnutt-sange.

Smukkest og voldsomst var dog nok yderligere en fortolkning, nemlig af Neil Youngs "Don’t Let It Bring You Down" – som vi også stadig har til gode at høre på plade.

Anmeldelse: Bob Hund (Store Vega, København)

02-04-2011: Den skånske sekstet Bob Hund har udgivet et nyt album og har besøgt København med sin vanlige galskab. Læs artikel

Anmeldelse: Robert Plant: Band Of Joy; Robert Plant & Band Of Joy (HMV Forum, London)

13-09-2010: Led Zeppelin-sanger Robert Plant gør ikke, som fanskaren drømmer om. Men hvorfor skulle han også det? Læs artikel

Anmeldelse af Daughter - Not To Disappear

15-01-2016: Trioen Daughter fremstår sammentømret på nyt album med flere spændingsfelter. Læs artikel

Anmeldelse af Mew - + -

25-04-2015: Mews kringlede rock er tilført et adrenalinsusende skud pop. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...