Cliff Richard & The Shadows (Gigantium, Aalborg)

Gigantium, Aalborg:

Cliff Richard & The Shadows

Fredag aften

De gode gamle hjerter løb af med Cliff Richard og The Shadows, da de gav den første af fire danske november-koncerter.

En af pophistoriens mest succesrige hitkonstellationer spillede ganske enkelt en for lang koncert i Aalborg, og derfor opstod der unødvendige stunder, som kun de største fans kunne lade sig indfange af.

I de bedste øjeblikke – og dem var der en række af – beviste Cliff og co. mere end rigeligt i det næsten tre timer lange show, at de tilsammen er langt mere end blot endnu et forsøg på at profitere af, at mange musikforbrugere foretrækker fortidens musik.

Forklaringen på, at legenderne, der alle er sidst i 60’erne, ville for meget, skal blandt andet findes i, at Cliff Richard siden karrierens begyndelse har været et konkurrencemenneske.

Han vil vinde, og i Gigantium ville han med en yderst omfattende række af numre føre det ultimative bevis for, at hverken han eller The Shadows havde mistet evnen til at synge, spille og underholde som i gamle dage.

Hitfaktor i en årrække

Allerede med indledningen ”We Say Yeah” blev man overbevist om, at Cliff Richard har formået at passe på sin stemme. Samtidig kunne den slanke, veltrænede brite bevæge hofter og skuldre, så man kun kunne imponeres, og man blev mange gange og ikke mindst med en pågående version af ”All Shook Up” mindet om, at det var Elvis Presley, der i 1950’erne fik Cliff Richard til at vælge musik frem for den uddannelse, som faderen havde bedt ham om at gennemføre.

Men Harry Webb, som Cliff Richard er født, ville meget hellere synge og stå på scenen, og med The Shadows som sit backingband blev han en hitfaktor i en årrække.

”Living Doll” blev et af de store hits, og det tog sig godt ud i det gennemførte, nuancerede lydbillede, som prægede hele showet. Flot gået, lydfolk. Gigantium er nemlig ikke anerkendt som en velegnet ramme for rock- og popmusik!

Efter endnu et storcharmerende pophit, "Do You Wanna Dance", overlod Richard scenen til The Shadows, og det var tydeligt, at publikum havde set frem til at opleve en af pophistoriens mest unikke instrumentalgrupper.

Hovedpersonen blev ikke overraskende leadguitaristen Hank B. Marvin, der var som taget ud af et gammelt tv-program med sin velfriserede hårstil og et par meget store briller. Men hans sprøde strengeleg var overbevisende i al sin velkendte skarphed. Aldrig store armbevægelser. Hele tiden masser af musikalske stemninger.

Synkrone bevægelser

Selvfølgelig fik publikum også mange eksempler på det synkrone bevægelsesmønster, som The Shadows i sin tid blev berømt – og berygtet - for. Hank B. Marvin stod i højre side, mens den gråhårede rytmeguitarist Bruce Welch stod nogle meter væk til venstre. Midt imellem dem gjorde ekstramusiker Mark Griffiths sit arbejde som bassist og tredje aktør i de indstuderede bevægelser: Mod højre. Til venstre. Løfte det ene ben lidt. Og hele tiden masser af smil i ordløse magtdemonstrationer som ”Wonderful Land” og ”Sleepwalk” samt senere ”Apache”.

Ind imellem glemte man dog at følge med i disse bevægelsesmønstre. I stedet blev man fascineret af Brian Bennetts groovy håndtering af trommesættet, og lige som de andre skyggemusikere forstod han at dosere sine kræfter helt rigtigt.

Problemet var kun, at The Shadows fik for meget tid. Både før og efter pausen havde de scenen for sig selv, hvor man ville have fået en større oplevelse ud af at få alt det bedste i én koncentreret servering.

På tilsvarende vis kunne de fire sæt med Cliff og The Shadows have været skåret ned til tre. Det andet sæt før pausen virkede for kort og svagt rent kunstnerisk, mens tredje fælles fornøjelse til gengæld var ”Dynamite”, som Cliff Richard sang med rocket kant, før han sammen med Welch og Marvin tog fat om et af showets højdepunkter.

I et par akustiske arrangementer viste trioen, at deres indbyrdes vokale forståelse stadig er noget helt specielt.

Et rock’n’roll-band

Ligeledes virkede samarbejdet mellem The Shadows og solisten i de mest rockede, elektriske numre som noget ganske særligt. Derfor nikkede man anerkendende, da Cliff Richard mindede publikum om, at »vi var et rock’n’roll-band«.

Han havde dog ikke behøvet at komme med denne påmindelse, hvis han havde streget nogle af de mindre interessante popnumre på sætlisten og dermed tidligere havde bragt koncerten til sin fine kulmination med ”Move It” og ”The Young Ones”.