Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:

Claus Hempler (Aarhus Teater, Århus Festuge)

Claus Hempler sang fantastisk på Aarhus Teater, der sagtens kunne bruges som spillested noget oftere.

Aarhus Teater, Århus Festuge:

Claus Hempler

Søndag aften

Claus Hempler var stolt af at spille på Aarhus Teater søndag aften.

Ikke kun fordi det er en ære at optræde i den smukke sal, hvor han også medvirker i den aktuelle genopsætning af ”Teaterkoncert Bob Dylan”, men også fordi han delte plakat med den amerikanske sangerinde Rickie Lee Jones.

Århus Festuge havde annonceret arrangementet som en dobbeltkoncert. Den tidligere Fielfraz-sanger var altså ikke blot opvarmningsnavn for Rickie Lee Jones.

»Jeg har følt mig meget betydningsfuld hele ugen,« kom det fra Claus Hempler, som da også fungerer som en af landets bedste sangere.

Stemmen lød fantastisk


Han havde kun sine sange, sin dybe croonervokal og den akustiske guitar at gøre godt med, men det var for det meste rigeligt. Hans stemme lød fantastisk på Aarhus Teater, hvor især de langsomme sange fra soloalbummet ”Hempler” (2004) kom til deres ret i det akustiske lydbillede.

I den følsomme ballade ”Chinchilla” holdt Claus Hempler de høje toner imponerende længe, mens han på ”Want You” og ”Unlucky In Love” lød endnu mere insisterende end på albummet.

Afpillet udtryk


Men det afpillede udtryk klædte ikke alle indslag lige godt.

Hurtigere sange som ”Let Your Straight Jacket Hang Loose” fra det seneste album, ”Return Of The Yes Man" (2007), foldede sig aldrig rigtigt ud.

Claus Hempler benyttede lejligheden til at reklamere for ”Teaterkoncert Bob Dylan”, som spiller frem til den 11. september.

»Det er meget sjovere end at se mig med en akustisk guitar,« sagde sangeren, som dog ikke havde noget at undskylde.

Som solosanger er han også sjov.

»Det her er jo den kultiverede del af Århus Festuge. Her er ikke noget med fællessang og klappen i takt,« jokede han og berettede om ølteltet ved siden af hans lånte lejlighed nær teltet ved Skt. Pauls Kirke, hvor nummeret ”Mustang Sally” bliver spillet på repeat.

»Jeg hader ”Mustang Sally”,« udbrød han fra scenen.

Store Sal er fremragende til rytmiske koncerter. Akustikken er god, og der er ikke forstyrrende larm fra barer eller snak blandt det siddende publikum.

Eksklusiv mulighed


Vi har tidligere oplevet unikke koncerter med kunstnere som Martin Hall på Store Scene, og konceptet kunne sagtens udvides.

Det kræver dog de rigtige kunstnere. Hvad med en række eksklusive koncerter med teatralske sangere som danske Steen Jørgensen, britiske Morrissey eller canadiske Rufus Wainwright?

Blå bog

Claus Hempler


Født 1970 i Odense.

Medvirker i ”Teaterkoncert Bob Dylan” på Aarhus Teater frem til den 11. september.

Udgivelser med Fielfraz:

Shine (1990)

Electric Eel (1992)

Slick (1996)

Solo:

Charm School for Pop Singers (1999)

Hempler (2004)

Return Of The Yes Man (2007)

Galleri: Rock

Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...