Choir Of Young Believers: Rhine Gold

Rockudgivelse

Choir Of Young Believers:

Rhine Gold

Tigerspring/Universal Music

Dansk musik er kommet godt i gang med 2012.

Først slap rockbandet Spleen United efter fire års ventetid de elektroniske visioner fri på ”School Of Euphoria”. Så kom den veletablerede sangskriver og producer Nikolaj Nørlund med sit iørefaldende poppræcise udspil ”Alt sammen, lige nu”.

Nu udgiver Choir Of Young Believers et ambitiøst, sammenhængende opus, der udstråler talent, innovation og fokus samt et mod til at favne såvel kunsten som popkulturen.

Masser af erfaring

Debutalbummet i 2008, ”This Is For The White In Your Eyes”, var i princippet orkestreret af sanger og instrumentalist Jannis Noya Makrigiannis.

På scenen fik projektet vokseværk, og nu er Choir Of Young Believers at betragte som en gruppe med masser af erfaring i at eksekvere kompositioner til koncerter.

Albummet indledes med en instrumental stemning, som signalerer en ny begyndelse og en frihedsfølelse.

Wagners guld

Dernæst træder Makrigiannis frem med sin tenorlignende vokal:

»Bite your lip and forget all the things I said”, messer han i et arrangement, der befinder sig i samme stemning som genren neoclassical dark wave - frit oversat til nyklassisk stemningspop. Et af de største navne i genren er Dead Can Dance med sangerinden Lisa Gerrard.

Hun gæstesang i 2008 på den tyske instrumentalmusiker Klaus Schulzes udgivelse ”Rheingold”, der var inspireret af Richard Wagners opera ”Rhinguldet”. I teksten og musikken til Choir Of Young Believers' ”Rhine Gold” kan man godt finde hentydninger til Wagner.

Men ellers er det især rocken og poppen, der råder med gavmildhed.

Mange referencer

Med ”Patricia's Thirst” skabes en scene, der er præget af den melankolske synthesizerpop, som prægede Storbritannien i 1980'ernes første halvdel, mens tredje nummer, ”Sedated”, har samme type verdensmusikgroove som et nummer fra sommeren 1983 med amerikanske Talking Heads. Hvis man altså lige ser bort fra, at tempoet hos danskerne er halvt så hurtigt!

Der er hele tiden referencer til forskellig slags musik, f.eks. virker strygeroplevelsen på ”Have I Ever Truly Been Here” i familie med, hvad man har hørt på plader med rockbandet Radiohead, mens det psykedeliske moment på ”The Wind Is Blowing Needles” kunne være kreeret af britpopbandet Blur på albummet ”13”.

En fin balance

Den danske gruppes styrke er, at den forvalter den store arv både samvittighedsfuldt og opfindsomt. Så det bliver aldrig sådan, at man oplever sangene som regulære kopier.

Årsagen er, at musikerne er dygtige og nysgerrige, at arrangementerne er udfordrende, og at de to primære producere, Aske Zidore og Nis Bysted, forstår at opnå en fin balance mellem noget særpræget og udadvendt. Der er således glade momenter på ”Paint New Horrors”, som ville kunne skærpe nysgerrigheden hos de mest trofaste fans af det populære boyband Take That.