Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:

C.V. Jørgensen koncertfilm

Århus Festuge har produceret en flot og vellydende koncertfilm på baggrund af sidste års eksklusive koncerter med C.V. Jørgensen.

Film

C.V. Jørgensen koncertfilm

Produceret af Århus Festuge

Sidste års historiske festugekoncerter med C.V. Jørgensen lever videre.

De tre koncerter var C.V. Jørgensens første i syv år. De blev optaget, og onsdag var der premiere på den flotte og vellydende koncertfilm i Øst for Paradis.

Filmen består af højdepunkter fra alle tre koncerter. Vi er med til den uofficielle åbning på Århus Rådhus, hvor en tydeligt nervøs C.V. Jørgensen lunter lydløst ind på scenen.

"Hvor ser I godt ud"


Han drikker lidt vand og nærmer sig mikrofonen.

»Hvor ser I godt ud,« kommer det med let nasal stemmeføring, inden han med forsigtige tag svømmer gennem ”Blåt blod til alle” og dermed afslører, at han bestemt ikke har mistet stemmen gennem de syv års fravær.

Vi er med længere henne i koncerten, da sangerens skuldre er faldet på plads, og fra VoxHall hører vi ham i smukt samspil med cellisten Isobell Campbell, der har en fortid i skotske Belle & Sebastian.

Det er fantastisk at se og høre, hvordan C.V. Jørgensen slapper mere og mere af og arbejder sig frem mod den seks-stjernede kraftpræstation den sidste aften.

Elsket af publikum

Under de tre koncerter blev C.V. Jørgensen akkompagneret af festugens husorkester, DeSoto Caucus, samt Giant Sand-sangeren Howe Gelb, som introducerede filmen ved at læse op fra sin dagbog fra dagene omkring de tre koncerter i sidste års festuge.

»Man kan mærke, at publikum virkelig elsker Jørgensen,« har han skrevet i sin dagbog.

Det kan der være noget om. Stemningen var helt speciel under de tre koncerter, men publikums varme modtagelse skyldtes ikke alene gensynsglæde. Af koncertfilmen fremgår det, at C.V. Jørgensen sang helt fantastisk. Både langsomme sange som ”Det regner i mit hjerte” og hurtigere indslag som ”Ude af Sync” har aldrig lydt bedre.

Koncertfilmen blev kun vist den ene gang, men festugedirektør Jens Folmer Jepsen er i dialog med C.V. Jørgensen om en eventuel udgivelse af koncerterne. En dvd-boks med de tre koncerter ville være kræs for fans.

Galleri: Rock

Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...