Bon Iver (Falconer Salen, Frederiksberg)

Den amerikanske sangskriver Justin Vernon er en sær snegl.

Og musikalsk set er han ofte en særling i sneglefart. Hans følsomt underspillede terapi-sange på Bon Iver-debuten, ”For Emma, Forever Ago”, blev i 2008 et af årets helt store samtaleemner blandt nørdede musikentusiaster, og den heftige opmærksomhed har gjort Bon Iver til et af de største nye navne indenfor den alternativt krøllede gren af amerikansk rock. Alene i Danmark har debutalbummet solgt over 10.000 eksemplarer på trods af det meget indadvendte tys-tys-udtryk.

Så selvfølgelig var der også udsolgt, da Bon Iver gæstede Falconer Salen lørdag aften. Bandet blev hyldet af et publikum bestående af urban-hippe unge, der havde været vakse og sikret sig en billet, før der blev udsolgt i løbet af få minutter.

Altså velkommen til en af årets mest imødesete koncerter med et absolut toneangivende musiknavn. Havde nogen forventet at møde en skosnude-optaget og nervøst trippende singer/songwriter, fik de intet mindre end et chok.

Munter eneboer

Justin Vernon var ganske vist iført en skovmandsskjorte, men både skæg og frisure var blevet trimmet så tilpas meget, at han slet ikke lignede dén utilpassede ener fra den dybe skov, som hører til myte-materialet.

Men underligt var det sandelig, da sangeren kastede sig ud i et eksperiment-livligt repertoire omgivet af en talstærk flok musikalske originaler, der gjorde sangene til rene udstyrsstykker med masser af rumlende percussion- og blæser-klang. Det hele vekslede mellem løst jazzede udflugter, meditative violin-momenter og syret avantgarde-rock for viderekomne. Fascinerende - og det meste af tiden fabelagtigt forløst. Endda uden at Bon Iver mistede sit karakteristika takket være Vernons betagende og særegne falset.

Han har selv været inde på, at han gerne vil slippe ud af den andægtige singer/songwriter-hyggekrog, hvor det hele handler om en sanger med en guitar. Det er for kedeligt, mener han, så Justin Vernon har præsteret at dele sangtekster ud til publikum, for at opmuntre til fællessang, og han har udfordret sit solo-akustiske udgangspunkt ved at omgive sig med et band, der giver live-dynamik til sangene.

Solo-slagkraft

Men, men: det var bare tankevækkende, at aftenens mest emotionelt bristefærdige øjeblik alligevel faldt, da vi fik den selvransagende ballade "re: Stacks”. Den blev leveret af Justin Vernon mutters alene på scenen. Uden noget musikalsk cirkus-hurlumhej.

Her optræder linjer, der bliver hængende i bevidstheden. Men ellers er det tydeligt, at musikken kommer i første række, og at ordene ydmygt finder sin plads i sangene som et slags tonalt krydderi. Og det er ærgerligt, at de indforståede, poetiske feberdrømme helt tager magten på det nye album ”Bon Iver”, hvor Vernon stolt paraderer i kejserens nye klang-klæder. Jeg vil hævde, at han ikke har noget på lyrisk.

Det blev bekræftet af sangerens sorte og pointeløse snak mellem numrene.

Man måtte i stedet glæde sig over den konstante soniske vilje til eksperimenter. Og over en kuriøs nedturs-slagsang som ”Skinny Love”, der skabte bølgegang blandt det medlevende publikum.

Et poetisk glødende nummer, der ved første møde kan forekomme lidt distant privat, men som langsomt sniger sig ind på lytteren og ender i en hjertelig krammer, man ikke glemmer.

Mere af den slags. Mindre mystisk verbalt røgslør.

Falconer Salen, Frederiksberg:

Bon Iver

lørdag