Anmeldelse: Bob Hund (Store Vega, København)

Rock

Store Vega, København:

BOB HUND

Torsdag aften

BOB HUND:

Det Överexponerade

Gömstället

Target Distribution.

Første gang jeg så Bob Hund live, gav den Skåne tilbage til Danmark!

Bob Hund har aldrig været kedelig live, og det samme gjaldt for koncerten på Store Vega, hvor bandet sneg sig ind på publikum med bagkatalogets overbevisende materiale.

De seks herrer i Bob Hund er ikke nybegyndere, og de har med ”Det överexponerade gömstället” udgivet deres syvende studiealbum - foruden en hel del ep'er.

Albummet begynder overlegent med tre regulære ørehængere. ”Tvångstankar” forener horn og vokalharmonier, efterfulgt af den selvbevidste ”Popsång (mot min vilja)” - som om hitskabelonen kom til bandet i søvne!

Men selv om albummet vinder efter flere gennemlytninger, der tillader melodierne at sætte sig fast i kroppen, flyder sangene til sidst ud i en form for mol-melankoli, som i Bob Hunds eget univers halter efter bagkataloget.

Sprogekvilibrister

Anderledes gik det på scenen i Vega, for Thomas Öberg er en performer uden lige - og uden overtøj. På Vega dansede han mager som han er rundt som en plukket kalkun, i stramme hvide bukser og Bjørnebanden-maske. For som han sagde: Svenskere som danskere - vi bærer alle masker.

Bob Hunds referencer er til at forholde sig til. Musikalsk bevæger bandet sig mellem folkemusik, krautrock og punk, men det er glæden ved det svenske sprog og den markante dialekt, som vi kender den lige på den anden side af sundet, der smitter mest. Her dyrkes hverdagssprogets ellers kedelige detaljer med sangtitler som ”Papperspåse” og ”Stumfilm” på det nye album, til ”Jag rear ut min själ! Allt skall bort!” og ”Reinkarnerad exakt som förut”.

Bob Hund skaber prosadigtning af Guds natur, og den skånske dialekt er så charmerende i forsangerens version, at man rask væk tilgiver, at man ikke forstår det halve af, hvad manden siger.

Træben og tårer

Men hvad er det, de seks kan live? De kan præstere en forsanger med ingen respekt for scenekanten, som han igen og igen overskrider i sin nærkontakt med publikum. Thomas Öberg har dog langtfra hele æren. Han var intet uden de andre fem, der spiller fængende riffbårne melodier leveret lige så stramt som på pladerne.

Live møder man en bassist med træben, der ofte kniber en tåre af ren bevægelse over livepublikummet, og en keyboardspiller, der har solgt sit overskæg på ebay.

Det er et band, der aldrig har været bange for at tage gas på sig selv, som da det for et par år siden stavede sit eget navn forkert på al merchandise inklusive bagtæppet på Roskildes Orange-scene: Bob Hnud stod der!

Naivistisk univers

Denne skæve, skøre og til tider naive tone støder - som på det nye album - sammen med en nordisk melankoli, der går rent ind også blandt det danske publikum.

På Vega fik de nye numre en del plads, men der var også adskillige afstikkere til bagkataloget, bl.a. med ”Up, up, up, ner”, ”Tralala lilla molntuss”, og ”Istället for musik: Forvirring”. Bandet rundede af med fire ekstranumre, og da turen kom til en af de tidligste pladers ni minutter lange sang med den mundrette titel ”Det skulle vara lätt för mig att säga att jag inte hittar hem, men det gör jag; tror jag”, var koncerten fuldendt.