Anmeldelse: Bob Dylan: Together Through Life

Bob Dylan:

Together Through Life

Columbia Records/Sony Music

Udkommer i dag

Det mest fascinerende ved den 67-årige Bob Dylan er, at han ikke virker bange for sin egen enorme skygge. Altså de store klassikere fra 1960'erne, det imponerende personlige album ”Blood On The Tracks”, det mere udadvendte og opsøgende opus ”Desire” samt de udfordrende, vellykkede samarbejder med U2-producer Daniel Lanois på ”Oh Mercy” og ”Time Out Of Mind”.

Som denne beskedne række af nævnte plader minder om, er Dylan aldrig blevet hængende ved én stil eller stemning. Han er utallige gange søgt videre, som det musik- og historieinteresserede menneske han uden tvivl er.

På det nye album møder man en veloplagt og nærmest antropologisk interesseret Bob Dylan, der søger langt tilbage til den slags blues, jazz, country og rock & roll samt folkemusik - amerikansk såvel som mexicansk, der har kunnet få folk til at danse.

Røvballerock

Albummets musikstil begyndte allerede at tage form, da Bob Dylan havde takket ja til at skrive en sang til en film.

Herefter kom flere numre til i samarbejde med bandet, som hovedpersonen turnerer med. Desuden spiller Mike Campbell fra Tom Petty & The Heartbreakers guitar og David Hidalgo fra Los Lobos præger i (for) høj grad udtrykket med sit varmblodige harmonikaspil.

Pladen begynder stærkt med ”Beyond Here Lies Nothin'”, der har et groovy fundament, og som indeholder et par rustikke guitarsoli, mens ”Life Is Hard” er præget af et mere eftertænksomt arrangement, der passer til Dylans lidt sentimentale sangforedrag.

Men herefter falder niveauet. Den bluesformede ”My Wife's Home Town” udstiller godt nok Dylan som en langt mere eksplicit vokal skikkelse, end man som regel oplever det til hans koncerter, og det er også charmerende at høre ikonets latter.

Men arrangementet mis-ter efterhånden stil og styrke, og man tænker, at musikanterne ikke har kunnet afkode stjernens ambitioner.

Værre er ”If You Ever Go To Houston”, der ikke kan byde på mere end lidt harmonikahygge, mens ”Jolene” bevæger sig i retning af kategorien røvballerock, hvor et andet tyndt indslag, ”Shake Shake Mama”, uden tvivl hører til.

Bedre sange til sidst

Bedre er de to sidste sange. ”I Feel A Change Comin' On” bygger på albummets mest ambitiøse rockarrangement, og man kommer næs-ten til at kunne lide den korte guitarsolo, mens man strejfer tanken om Dylans tilgang til at lave rockmusik i 1970'erne. Sangtitlen får uden tvivl Bob-fans til at tænke sig om en ekstra gang.

Men at udråbe nummeret til en politisk sang i stil med dem, der kom i 1960'erne, ville være en overdrivelse. I øvrigt er sangen som de fleste andre skrevet sammen med Robert Hunter, som Dylan tidligere har samarbejdet med.

Duoens skrivefællesskab på det nye album står stærkest på den vellykkede boogiecharmør ”It's All Good”, hvor Dylan veloplagt fortæller om, at alt måske ikke er så godt, som det ser ud: »Big politician telling lies, restaurant kitchen all full of flies«.