Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Bob Dylan And The Band -.. | musik.guide.dk

Anmeldelse af Bob Dylan And The Band - The Basement Tapes Complete, The Bootleg Series Volume 11

Bokssæt: Myten om Bob Dylan og The Bands ”The Basement Tapes” har siden 1967 levet i bedste velgående ved hjælp af ét officielt album, piratudgivelser og bøger. Nu udkommer det første officielle storværk om musikmødet. 138 indspilninger er samlet i et bokssæt. Her er der også masser af ord om, hvad der foregik.

Rock
Bob Dylan And The Band

The Basement Tapes Complete,

The Bootleg Series Volume 11

Columbia/Sony Music

Bob Dylan tog flugten. Han ville væk fra den højrøstede flok blandt publikum, der hadede ham for at sætte strøm til sine sange. Han ville lægge afstand til det konstante pres med koncerter, rejser og journalistspørgsmål om hans verdenssyn. Og han ville ud af sit forbrug af speed, som i et hektisk døgndriftliv havde gjort det nemmere for ham at følge med.

Bob Dylan fandt sig et sted i Woodstock, nord for New York, som han stadig tog til for at feste og hænge ud. Men i Woodstock kunne han være sammen med sin familie, Sara Dylan og børnene, og lade op til det, der lå forude. Dylans manager, Albert Grossman, havde nemlig allerede arrangeret over 60 koncerter. Her skulle hovedpersonen endnu en gang optræde med sit backingband, The Hawks. Men turneen blev aldrig til noget.

I juli 1966 kørte Bob Dylan på en tur i Woodstock galt på sin motorcykel, en Triumph Tiger. Han kunne ikke styre den tohjulede, samtidig med at han blev blændet af solen, og det endte med, at han fløj ud over styret. Heldigvis var Sara Dylan lige i nærheden, og hun kørte ham til en lokal læge. Hvor galt det stod til med Dylan, findes der ingen officielle dokumenter om. Sikkert er det, at der bagefter – i de følgende måneder, år og årtier – blev spekuleret i, hvor meget Dylan kom til skade.

Uanset hvad der skete, forblev Bob Dylan langt væk fra rampelyset, på et tidspunkt da han var en verdensberømt skikkelse. Selvfølgelig var der midtvejs i 1960’erne også hysteriet om The Beatles, Beatlemania, og der var den britiske invasion af bands i USA med bl.a. The Rolling Stones, The Dave Clark Five og The Animals. Der skete alt muligt med musikken og musikerne, men Dylan stak ud som noget ekstraordinært, samtidig med at han var noget så enkelt som en popstjerne og et plakatidol. Han havde gjort folkemusikken populær hos et nyt, stort publikum, og han havde forrådt samme genre, mente nogle, ved at indspille sange og optræde med elektriske instrumenter. Han larmede! Han blev under alle omstændigheder – og mod sin vilje – betragtet som en talsmand for en generation, samtidig med at han var et efterspurgt kommercielt produkt for et profitsøgende pladeselskab og manageren Albert Grossman. Denne regnede hele tiden ud, hvad han kunne få ud af Dylan, der stillede op til nye turneer, nye indspilninger, bøger, tvoptrædener og film.

Alt muligt var rullet ud efter succesen i 1966 med det rockprægede album ”Blonde On Blonde”. Men nærmest alting var forandret, da Dylan kom tilbage fra sit selvvalgte eksil i Woodstock og den chokerende motorcykelulykke: Da han i slutningen af 1967 udgav en ny lp, var det ikke endnu et rockpræget album. I stedet var det den opsigtsvækkende countryrockprægede plade ”John Wesley Harding”, som var indspillet i oktober og november 1967.

I 1969 udkom det ligeledes countryinfluerede ”Nashville Skyline”, hvor Dylan sang med croonerstemme, og omkring 1970 afsluttede han samarbejdet med Albert Grossman. Og han var ikke færdig med forandringer. I løbet af 1970’erne og 1980’erne skiftede Dylan gang på gang musikstil, attitude og fokus.

Fra rød stue til lyserødt hus

Hvad der præcis forårsagede forandringen i 1967 af mennesket og musikeren Bob Dylan, er der spekuleret over i flere tykke bøger og lange artikler, uden at hovedpersonen har bidraget væsentligt til opklaringsarbejdet.

Det er bl.a. blevet gjort til en morale, at motorcykelulykken fik Dylan til i endnu højere grad at tage sit liv op til revision. Han brugte megen tid med familien, og han holdt efter sigende op med at drikke, og det har også været fremme, at han i en periode kvittede cigaretterne.

B971739272Z.1_20141113165709_000+GEGH3F70.1-0.jpg

Bob Dylan holdt aldrig op med at skrive sange på sin Olivetti-skrivemaskine og spille musik. Han fik i 1967 samlet de fleste af multimusikerne i The Hawks omkring sig – og langt henne i processen kom den sidste Hawks-mand, Levon Helm, også med. Sammen med dette hold legede Dylan med genrer som blues, country, boogie og folkemusik, og de dyrkede sammen en musikalsk attitude, som er blevet kaldt countryrock og alternativ country.

Der blev i en periode spillet musik i et værelse, The Red Room, hvor Dylan boede. Men det var ikke altid optimalt, da Dylans familie også var der, så mange gange blev rammen for musikken den kælder, The Basement, som The Hawks havde indrettet i det hus i West Saugerties, hvor de holdt til. Huset var malet lyserødt og blev derfor kaldt Big Pink. Og i 1968 skulle The Hawks, der var blevet til The Band, udgive sit debutalbum, ”Music From Big Pink”. Det er en anden historie. Til gengæld skal det med, at Dylan og The Hawks også indspillede sange et tredje sted, nemlig hvor bandmedlemmerne Rick Danko og Levon Helm holdt til i en periode.

Hvorfor denne omgang ”Hammerslag”-agtig information? Fordi overskriften for dette mytologiserede musikmøde i 1967 mellem Bob Dylan og The Hawks/The Band i sin tid fik overskriften ”The Basement Tapes”. Som om al den musik, de skabte, blev til i en kælder. Men der var flere adresser, og ”Homemade” havde været mere retvisende, fordi der var noget hjemmelavet over indspilningerne.

I dag giver den digitale teknologi gode muligheder for, at musikere kan indspille sange i stuer, soveværelser og kældre, og de færreste bands og solister har i øvrigt råd til at booke sig ind i et gammeldags studie. I 1967 var dagsordenen derimod, at de fleste og især en verdensstjerne som Dylan gik ind i et studie og med musikere, teknikere og producere fik hjælp til at realisere de idéer, som han havde.

Umiddelbart skulle man så tro, at musikmødet mellem Dylan og The Hawks i landlige omgivelser og inden for rammerne af deres hjem kunne ophøjes til en reaktion på tiden. The Beatles var jo midtvejs i 1960’erne blevet et studieband par excellence, og mange andre store grupper eksperimenterede med de utallige muligheder, der efterhånden viste sig i de nye, dyre studier.

Det er dog vigtigt at understrege, at Dylan og The Hawks ikke sad i stuen eller kælderen for at realisere et klart defineret ønske om at indspille et album, som gjorde op med tidens trends. Dagsordenen var meget mere lavpraktisk.

Medlemmerne i The Hawks var reelt arbejdsløse, fordi deres turné med Dylan i 1967 var blevet aflyst. De havde altså brug for et sted at være og havde tid nok til at spille med Dylan og derudover bruge timerne på at indkredse, hvordan deres egen musik skulle lyde.

Bob Dylan havde på trods af sin succes efter sigende brug for penge. Hans pladekontrakt var ikke specielt lukrativ, og uden en turné var der brug for alternative indtægtskilder. Så det var oplagt at kreere sange, som andre kunstnere ville betale for.

Sange var salgsobjekter

Mellem marts og september 1967 eviggjorde Dylan med bandet på et simpelt indspilningsudstyr såvel færdige sange som ufærdige numre og en række coverversioner. Derudover var der noget senere, formentlig i februar 1968, indspilninger igen.

Garth Hudson fra The Hawks tog ansvaret for indspilningerne, og det endte med, at der blev distribueret flere end et dusin sange. ”Quinn The Eskimo” endte hos bandet Manfred Mann, som i 1968 fik et hit med sangen under titlen ”The Mighty Quinn”, mens The Byrds, der før havde haft succes med Dylan-sange, indspillede ”You Ain’t Goin’ Nowhere”.

I 1969 materialiserede en række af de indspilninger, som var tænkt som salgsobjekter for andre bands og solister, sig på en bootleg – en piratplade – ”Great White Wonder”. Der udkom også andre piratplader, og så var der for alvor kommet gang i myten om ”The Basement Tapes”-indspilningerne.

I 1975 udgav Dylans pladeselskab, Columbia, på officiel vis en lp med titlen ”The Basement Tapes”, der blev en succes. Men albummet var ikke et aftryk af, hvad der reelt foregik i 1967-1968. Der var i pagt med midt-1970’ernes opfattelse af god lyd blevet skruet på knapper i et moderne studie, og medlemmer af The Band bidrog derudover til albummet med sange. Men udgivelsen gav under alle omstændigheder den fanskare, der dyrkede myten om ”The Basement Tapes”, appetit på mere. Det er dog først nu, at ”The Basement Tapes Complete” bliver udgivet med 138 indspilninger. Bokssættet koster omkring 800-1.000 kr., og for alle, der har klaret sig med en Dylan-opsamling på en cd eller en playliste på en streamingtjeneste, giver udgivelsen ingen mening. For den fanskare, der vil forstå myten om ”The Basement Tapes”, er udgivelsen nærmest uundværlig – og både iørefaldende, spændende og sjov. Der er en over 120 sider tyk bog med bl.a. fotos af Dylan og The Band – mere fra perioden end fra selve indspilningerne. Den anden bog i boksen indeholder fordelt på seks cd’er de 138 indspilninger plus en spændende historie om ”The Basement Tapes”-forløbet.

Fortolkninger af Johnny Cash-sange

Der er også informationer om, hvordan de indspilninger, som præsenteres, er blevet renoveret og retableret. Dermed også sagt, at man ikke blot får reallyden. Men der er ikke pillet alvorligt ved autenticiteten. Man mærker atmosfæren og fornemmer arbejdsvilkårene, og det er en fascinerende oplevelse.

På den første cd er countrymusikken stærkt til stede med frigjorte fortolkninger af Hank Williams’ ”You Win Again” og Johnny Cashs ”Big River” og ”Folsom Prison Blues”, mens der på den anden cd er coverversioner af både blueslegenden John Lee Hookers ”Tupelo” og soulikonet Curtis Mayfields ”People Get Ready”. Intet er helligt, alt synes muligt.

På den tredje og fjerde cd finder man en række af de sange, som Dylan enten solgte videre, som The Hawks/The Band tog til sig, eller som opnåede opmærksomhed langt senere: ”Million Dollar Bash”, ”I’m Not There”, ”Crash On The Levee”, ”You Ain’t Goin’ Nowhere”, ”This Wheel’s On Fire”, ”I Shall Be Released”, ”Tears Of Rage”, ”Quinn The Eskimo” og ”Get Your Rocks Off”.

Den langsomhed og det eminente sammenspil, der går igennem det omfattende materiale som en rød tråd, udstilles flot på ”Sign On The Cross”. Den bluesprægede udgave af ”Blowin’ In The Wind”, der indleder den femte cd, skiller sig også ud, og til sidst på samme skive står den groovy ”All You Have To Do Is Dream (Take 2)” frem som en stærk holdpræstation.

Den sjette skive betegnes som en bonus-cd, fordi lydkvaliteten på mange af numrene ikke er særligt god.

Til gengæld dokumenterer indspilningerne, at Dylan i sit eksil fra den store verdensomspændende opmærksomhed ikke var slået ud af kurs som en nysgerrig kunstner.

Han søgte ud i hjørnerne af sine egne og andres sange, og han gjorde det med en masse overskud. Bob Dylan er stadig nysgerrig. I 2015 udkommer han med et nyt album, ”Shadow In the Night”.

Bokssæt

Indspilningen

  • Medvirkende var Bob Dylan og medlemmer af The Hawks, senere The Band: Robbie Robertson, Rick Danko, Richard Manuel, Garth Hudson og Levon Helm.
  • Indspilningerne foregik primært fra marts til september 1967. Men der var ifølge bokssættets gennemgang også indspilninger i 1968, »formentlig i februar«, som det formuleres.
  • Nogle af indspilningerne blev oprindeligt tænkt som reklameindspilninger – demoer – af sange, som Dylan via sit musikforlag ville sælge videre til solister og grupper.
  • Andre indspilninger indfangede en solist, der sammen med sit backingband legede med folkeviser, andres sange og numre, der opstod på et øjeblik.
  • ”The Basement Tapes”, som udkom i 1975, var noget helt andet end den aktuelle udgivelse. Her fandt man 16 numre, der byggede oven på indspilninger fra 1960’ernes musikmøde. Dertil kom otte indspilninger af The Band.

Anmeldelse af Bob Dylan - Another Self Portrait, The Bootleg Series Vol. 10

29-08-2013: Rock: Et nyt bokssæt med Bob Dylan kredser om hans musikliv fra 1969 til 1971. Det amerikanske ikon fås både alene ved et piano og i selskab med et stort orkester. Læs artikel

Nyhed: Bob Dylan klar med sjældenheder

25-08-2010: Hvis man bedst kan lide den berømte solist med akustisk guitar og mundharmonika, så er der godt nyt i vente. Læs artikel

Anmeldelse af Bob Dylan - The Cutting Edge 1965-1966. The Bootleg Series Vol. 12

08-11-2015: Anmeldelse: Et nyt bokssæt med Bob Dylan dokumenterer, hvordan sangene på tre albumklassikere blev til i løbet af 14 måneder i 1965-1966. Læs artikel

Anmeldelse af The Band - Live At the Academy of Music 1971. The Rock of Ages Concerts

24-10-2013: The Band virker meget præsent på ny live-cd med koncertoptagelser fra 1971. Læs artikel

Anmeldelse: Bob Dylan: The Original Mono Recordings

21-10-2010: Bob Dylans første otte album udkommer i opdaterede monoudgaver, der gavner oplevelsen af de mange klassikere. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...