Anmeldelse: Bob Dylan og Mark Knopfler (Malmø Arena, torsdag aften)

Malmø Arena:

Bob Dylan og Mark Knopfler

Torsdag aften

Man tager næppe fejl, hvis man gætter på, at en ikke ringe del af de godt 11.000, heraf 2-3000 danskere, i et udsolgt Malmø Arena torsdag aften var kommet for at høre Mark Knopfler.

Man må formode, de gik skuffede derfra. For den godt halvanden time af dobbeltkoncerten med Knopfler og Bob Dylan, som den tidligere Dire Straits-frontmand var tildelt, var stort set lige så interessant som en meget lang generalforsamling i en andelsforening.

Tankerne drog på langfart

Bevares, manden er en fremragende guitarist, og det skal også siges til hans ros, at han ikke ligefrem forkælede sine fans med velkendte hist fra Dire Straits-dagene. Ud over ”Brothers in Arms” og ”So far Away” blev det hovedsageligt til en lang keltisk træskodans med tværfløjte tilsat poptromme, der blev leveret så tamt og uinspireret, at man fik indtryk af, at selv bandet kedede sig.

Tankerne drog på langfart, så lettelsen var stor, da lyset blev tændt, og man helt legitimt kunne klemme sig forbi alle de høfligt klappende på de snorlige rækker og ud i forhallen, mens der blev gjort klart til hovedretten.

Bob Dylan er aldrig kedelig eller forudsigelig, men denne aften i Malmø var en af de jævne, ikke mindst sammenlignet med den guddommeligt smukke koncert i Odense i juni. Der var dog adskillige højdepunkter og en helt anden nerve og kant end i koncertens første ugidelige del. Mark Knopfler var med på de første fire numre, heriblandt en snerrende og fremragende ”Things have Changed”, dog uden det virkede, som om der var den store kontakt mellem ham og mr. Bob, som han kalder Bob Dylan. Andre højdepunkter var en besnærende udgave af ”Honest with me” fra ”Love and Theft”, ”Blind Willie McTell” og ikke mindst et sjældent bekendtskab med ”Love Sick” fra mesterværket ”Time out of Mind”.

Det var de perler, der var, men når Bob Dylan nu efterhånden besøger os et par gange om året, så ville det da være vidunderligt, om han gad ryste posen lidt. Og plukke lidt mere i sit uforlignelige bagkatalog og lade nogle af de 6-7 altid spillede numre fra 1960erne ligge over en tid. Nu har vi hørt dem, faktisk.