Bob Dylan: The Original Mono Recordings

Bob Dylan:

The Original Mono Recordings

Columbia Records/Sony Music

Er udkommet

Bob Dylan:

The Witmark Demos: 1962-1964

The Bootleg Series Vol. 9

Columbia Records/Sony Music

Er udkommet

Mono er den nye sort.

Måske er det lidt af en stramning. Men udsagnet er sjovt at lege med i betragtning af, at man i denne sammenhæng kan nævne mono-bokssæt med både The Beatles og Bob Dylan og forvente en lignende stor udgivelse med The Rolling Stones og andre 1960'er-grupper. Der er masser at tage af.

I fjor blev bokssættet ”The Beatles In Mono” udsendt. Ambitionen var, at boksen skulle sælges i et oplag på nogle få tusinde styk. Det endte i stedet med, at pladeselskabet gav efter for den voldsomme efterspørgsel. Man er vel en forretning.

I boksen er de studiealbum (fra ”Please Please Me” til ”The White Album”), som The Fab Four oprindeligt udgav med mono-udgaven som førsteprioritet. Mens The Beatles typisk var med til det sidste med hensyn til monopladerne, lod kvartetten efter sigende producer George Martin og teknikerne om at ordne stereoudgaven på få dage.

Cd'er med stereo

Alligevel er det stereoudgaverne, der har tegnet lyden af The Beatles. Da cd-mediet dukkede op, havde stereo været den foretrukne lydmæssige oplevelse i årevis. Derfor blev Beatles' plader overført til de blanke skiver i stereo.

Samme prioritering blev benyttet, da Dylans første otte album fra perioden 1962-1967 skulle lægges på compact disc. Siden er den berømte amerikanske sangskrivers gamle klassikere ydermere blevet opdateret rent lydmæssigt i stereo.

Men Dylans fanskare har efterspurgt monopladerne fra 1960'erne i nye udgaver med den bedst mulige lyd. Nu er de her, og det er langt mere end blot et nostalgitrip at være med på en lytter.

Man slipper for at have Dylans vokal et diffust sted mellem de to højttalere, mens diverse instrumenter rumsterer i enten den ene eller anden højttaler. På monopladerne får man Dylan og hans håndlangere, præcis som de oplevede sig selv: Som en del af det samme øjeblik.

Overgang til elektrisk

Denne oplevelse af et kollektiv virker naturligvis størst på de sidste fire plader, hvor Dylan går fra at synge og spille akustisk og til at spille elektrisk med flere spillemænd omkring sig.

Det begynder overrumplende godt med lp'en ”Bringing It All Back Home”, hvor ”Maggie's Farm” lyder mere bandagtig end nogensinde før.

Det bliver decideret imponerende med ”Highway 61 Revisited” med den fornemt udstillede og groovy rockpotente ”Ballad Of A Thin Man” som et blikfang sammen med titelnummeret, der kombinerer cool og legesyge.

Opturen får en kulmination med et af rockens bedste dobbeltalbum ”Blonde On Blonde”, der dog kunstnerisk ikke er lige så skarpt som ”Highway”-pladen, før ”John Wesley Harding” peger i retning af, hvad Bob Dylan skulle stræbe efter i de følgende år som sangskriver, sanger og spillemand.

Arkæologi

En anden ny udgivelse ”The Witmark Demos: 1962-1964”, der er mere arkæologisk interessant end opsigtsvækkende iørefaldende, peger i stedet bagud. Til dengang Bob Dylan var ung og også levede af at skrive sange til andre kunstnere.

Med over 40 optagelser er der rig lejlighed til at opleve ham være på arbejde med sine sange. Han giver lyd fra sig med anderledes versioner af numre, som blev klassikere, og man får ydermere sange, der aldrig gik over i historien som noget ekstraordinært.

Heri ligger den gode morale for musikere, der tror, at en sang i cyberspace eller en tv-optræden kan gøre forskellen. Virkeligheden er, at man som regel skal skrive en masse mindre godt (og dårligt), og efterhånden kan det være, at man finder sin stil og sin stemme.

Det gjorde Bob Dylan.