Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Bob Dylan - The Cutting Edge.. | musik.guide.dk

Anmeldelse af Bob Dylan - The Cutting Edge 1965-1966. The Bootleg Series Vol. 12

Anmeldelse: Et nyt bokssæt med Bob Dylan dokumenterer, hvordan sangene på tre albumklassikere blev til i løbet af 14 måneder i 1965-1966.

Rock
Bob Dylan
The Cutting Edge 1965-1966: The Bootleg Series Vol. 12
Columbia/Sony Music

Der gik sammenlagt 14 måneder. Så havde Bob Dylan i 1965-1966 færdiggjort de sidenhen legendariske album ”Bringing It All Back Home”, ”Highway 61 Revisited” og dobbelt-lp’en ”Blonde On Blonde”. Det hører med til historien, at Bob Dylan i løbet af de to år ud over arbejdet i studiet turnerede i både Europa og USA og i den forbindelse foretog en for sin oprindelige fanskare opsigtsvækkende transformation fra et akustisk folkemusik-præget udtryk til et elektrisk, rockende og innovativt statement.

Bob Dylan blev født den 24. maj 1941 og var en ung mand, da han tog fat på en af de største og vildeste forvandlinger i populærmusikkens historie. Han havde udgivet sit debutalbum i 1962, men det var med ”The Freewheelin’ Bob Dylan” i 1963, at han fik sit store gennembrud i USA og Storbritannien. På pladen var sange som ”Blowin’ In The Wind”, ”Masters of War” og ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall”, og Dylan blev mod sin vilje udråbt til talsmand for en generation. Han ville heller ikke acceptere, at presse eller publikum skulle afgøre, om han dyrkede den akustiske eller elektriske lyd.

Et enestående indblik

Med bokssættet ”Bob Dylan 1965-1966, The Cutting Edge, Deluxe Edition” med i alt seks cd’er får man et enestående indblik i, hvordan den amerikanske sangskriver arbejdede sig frem og forandrede sine sange i løbet af disse uger og måneder midt i 1960’erne.

Sammen med de utallige indspilninger følger masser af fotos af Dylan og stribevis af ord om, hvad der fandt sted, og hvorfor bl.a. skiftet fra akustisk til elektrisk skete. Hvilket var meget enkelt: Bob Dylan begyndte at spille elektrisk musik og rock, fordi han var vokset op med Elvis, Buddy Holly, Little Richard og Chuck Berry. Deres musik var ikke nogen fjern galakse, blot fordi Bob Dylan havde opnået sit gennembrud med folkemusik.

Bokssættet består af en meget lang række af indspilninger, som ikke endte på ”Bringing It All Back Home”, ”Highway 61 Revisited” eller ”Blonde On Blonde”. På én af cd’erne er der udelukkende forskellige og i stor udstrækning ufuldstændige udgaver af et af de allerstørste Dylan-numre, ”Like A Rolling Stone”. Selv om det bliver for meget af det gode, kommer man ikke uden om, at man får et unikt indblik i, hvordan vokal, instrumenter og ord forandrer sig undervejs. Der bliver kæmpet med indledningen og sangens forløb, og det gælder om at få instrumenterne ned på de blot fire spor, der er til rådighed. Så det handler om at opnå den rigtige live-stemning i studiet og forinden have sikret sig, at instrumenterne rent faktisk bliver indspillet.

Så selv om mange vil betegne Dylans musik som magisk, dokumenterer bokssættet, at indspilningerne helt lavpraktisk handlede om at skabe og indfange dét øjeblik, da alt lykkedes.

Det må briste eller bære

Mange gange kan man høre, at Dylan er i godt humør. Men der er også steder, hvor det enten må briste eller bære. Der er ikke tid til at fortsætte i det uendelige.

Da der som regel er flere forskellige udgaver af samme sang, får man også indblik i, at Dylan på den ene side kommer med en tekst eller i hvert fald nogle sætninger, men på den anden side er han åben over for at ændre og flytte rundt på ord for at få det hele til at passe.

Der er også sange, som aldrig er blevet udgivet, men som alligevel spiller en rolle. Blues-nummeret ”California” blev ifølge boksen kun indspillet én gang og ikke udsendt dengang. Til gengæld blev sætningen, som begyndte med »I got my dark sunglasses (...)« i stedet en del af sangen ”Outlaw Blues”.

Bob Dylan er i tidens løb blevet ophøjet til det meste. Det bedste ved det nye bokssæt er, at det mere end noget andet dokumenterer, at han i 1965-1966 arbejdede stenhårdt og lynhurtigt og ikke havde fine fornemmelser i forhold til egne idéer eller andres indsats.

Bokssæt

Dylan 1965-1966

  • ”Bob Dylan 1965-1966, The Cutting Edge” er den 12. udgivelse i den såkaldte ”Bootleg Series”, hvor ikke-udgivne sange og alternative indspilninger af kendte numre er blevet samlet og udsendt.
  • Det nye bokssæt omfatter de indspilninger, som foregik i 1965-1966 og betragtes som et kunstnerisk højdepunkt i Bob Dylans karriere.

Det blev til albummene:

  • ”Bringing It All Back Home” (1965)
  • ”Highway 61 Revisited” (1965)
  • ”Blonde On Blonde” (1966)

På de seks cd’er, der findes i deluxe-udgaven af ”The Cutting Edge”, er der bl.a. alternative udgaver af ”Subterranean Homesick Blues”, ”Mr. Tambourine Man”, ”Tombstone Blues”, ”Desolation Row”, ”Visions Of Johanna”, ”Like A Rolling Stone”, ”From A Buick 6” og ”Just Like A Woman”.

Anmeldelse af Bob Dylan And The Band - The Basement Tapes Complete, The Bootleg Series Volume 11

15-11-2014: Bokssæt: Myten om Bob Dylan og The Bands ”The Basement Tapes” har siden 1967 levet i bedste velgående ved hjælp af ét officielt album, piratudgivelser og bøger. Nu udkommer det første officielle storværk om musikmødet. 138 indspilninger er samlet i et bokssæt. Her er der også masser af ord om, hvad der foregik. Læs artikel

Anmeldelse af Bob Dylan - Another Self Portrait, The Bootleg Series Vol. 10

29-08-2013: Rock: Et nyt bokssæt med Bob Dylan kredser om hans musikliv fra 1969 til 1971. Det amerikanske ikon fås både alene ved et piano og i selskab med et stort orkester. Læs artikel

Anmeldelse: Bob Dylan: The Original Mono Recordings

21-10-2010: Bob Dylans første otte album udkommer i opdaterede monoudgaver, der gavner oplevelsen af de mange klassikere. Læs artikel

Nyhed: Bob Dylan klar med sjældenheder

25-08-2010: Hvis man bedst kan lide den berømte solist med akustisk guitar og mundharmonika, så er der godt nyt i vente. Læs artikel

Anmeldelse: Dylan slår sig løs i julevideo

18-11-2009: Den berømte amerikanske sangskriver viser en afslappet, humoristisk side af sig selv i ny musikvideo.

Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...