Anmeldelse: Bob Dylan/Mark Knopfler (Multiarenaen, Herning)

Multiarenaen i Herning:

BOB DYLAN/MARK KNOPFLER

Onsdag aften

Bob Dylan og Mark Knopfler klæder hinanden godt.

70-årige Dylan råder over verdens stærkeste sangkatalog, som 62-årige Knopfler tilfører nyt liv via sit overlegne guitarspil.

I Herning optrådte de to sammen og hver for sig foran 12.000 mennesker.

Den tidligere Dire Straits-frontmand Mark Knopfler varmede op, men viste for alvor format sammen med Bob Dylan, der skiftevis talte, sang og skrydede som et æsel i en noget sjusket præsentationen af sin sangskat.

Mark Knopfler optrådte ikke blot som endnu en guitarist ved siden af Charlie Sexton og de andre.

Når han var bedst, skabte han en form for struktur i hovedpersonens sløsede omgang med klassikere som ”It Ain’t Me Babe” og ”Things Have Changed”. Samarbejdet haltede dog i den alt for bluesbaserede ”Mississippi”.

Flere sider af stjernen

Mark Knopfler forlod scenen, inden Bob Dylan brugte den resterende time til at udstille sine styrker og svagheder.

I perioder sank han sammen bag sit orgel. Med siden til salen mumlede han noget uforståeligt, mens tilhørerne på stolerækkerne spejdede forgæves efter ham i mørket, rystede opgivende på hovedet eller udvandrede i protest.

Mange forlod multiarenaen i utide og gik dermed glip af Dylans pludselige stjernestunder.

Vi fik en medrivende version af ”Highway 61 Revisited”, inden stjernen spjættede forsigtigt med arme og ben, greb en guitar, bevægede sig ud til scenekanten og leverede mundharpespil og noget nær regulær sang i den uendeligt smukke ”Forgetful Heart”.

Dire Straits-klassikere

Mark Knopfler kunne også selv.

Selvom han ikke ligefrem sprudlede af energi i sin lidt for magelige præsentation af sit småkedelige solomateriale, var det svært at stå for det suveræne guitarspil.

Mark Knopfler vekslede konstant mellem rockende riff og små, forfinede detaljer i sine meget lange soli, som i perioder gjorde scenens resterende syv musikere arbejdsløse.

Vi måtte dog vente til finalen med de smukke fortolkninger af Dire Straits-klassikerne ”Brothers in Arms” og ”So Far Away”, før Mark Knopflers solosæt for alvor gav mening.

Publikum med til sidst

Bob Dylans sange var klart at foretrække, og efter halvanden times indsats fik han endelig spillet liv i sit publikum.

Der var løftede pegefingre fra arenaens uniformerede vagter, da en håndfuld fans - i bedste 1950’er-stil - forlod stolerækkerne og dansede løssluppent foran scenen til tonerne af en løst sammensat ”All Along the Watchtower”.

Men vagterne opgav deres forehavende, da flere hundrede mennesker pludselig stormede mod scenen og festede løs til aftenens sidste indslag ”Like a Rolling Stone”.

Bob Dylan skræmte mange væk, men vandt sit publikum til sidst.