Bob Dylan (Forum)

Forum, Frederiksberg:

Bob Dylan

Søndag aften

Bob Dylan er og bliver en formummet skælm, og hvad der foregik under den imponerende hatteskygge forblev også denne aften en hemmelighed, hvor posen med verdens mest imponerende bagkatalog blev rystet endnu engang.

Vi var fra begyndelsen ganske langt tilbage, for Dylan indledte med "Gotta serve somebody" fulgt af "When I paint my masterpiece" og "Watching the river flow", alle nyfraseret til behørig uigenkendelighed og leveret med den lidt sære staccato-rytme, der prægede hele aftenen og gav musikken et dystert, noget monotont skær.

Rytmen blev primært leveret af de to guitarister, Stu Kimball og Denny Freeman, der som to mafiøse hitmen fyrede den af fra scenens venstrekant, mens Tony Garnier fik overladt scenes centrum, fordi Dylan med en enkelt undtagelse nær holdt sig til keyboardet hele aftenen.

Det skulle han altså lade være med. Flere gange skulle man høre godt efter for at forstå, at han var i gang med en solo.

Et bagtæppe af en veritabel stjernehimmel gik ned, før vi fik en smuk version af "Trying to get to Heaven", ligesom "Desolation Row" og "When The Deal Goes Down" var ret vellykkede på en aften, hvor Dylan var i sit meget foredragende hjørne og med sin stemmeføring ikke gjorde meget for at bryde ensformigheden.

Flere gange tog koncerten tilløb til at lette, som da Dylan var tæt på en veritabel dans under afvikling af "I believe in you", ligesom åbningsnummeret fra den religiøst vakte "Slow Train Coming", og hvis dylanologerne fik noget med sig hjem, må det være, at den 67-årige Dylan for nærværende tænker meget over livets endelighed, mens han i øvrigt turnerer hektisk videre med fem jobs om ugen.

Set og hørt bedre

Den ordinære koncert sluttede traditionen tro med "Like a Rolling Stone", og bandet gav som det første af tre ekstranumre "All Along The Watchtower", som guitaristerne var lige ved at tabe på gulvet af bar respekt for mesteren. Så tryk den dog af, nåede man at tænke, ikke for første gang den aften.

Der blev lukket med "Blowin' in the wind", og vi kan triste eventuelle hadere af denne emblematiske tressersang med, at den blev udført ganske uden rytmiske opfordringer til fællessang og lightere.

Havde Dylan sine grunde?

Sikkert, men han sagde som sædvanlig ikke noget overhovedet.

Dylan er Dylan, men han er set og hørt bedre end denne aften i Forum.