Bob Dylan (Den Fynske Landsby, Odense)

DEN FYNSKE LANDSBY, ODENSE:

BOB DYLAN

Mandag aften

Var det en pointe, at han netop i Danmark indledte med ”Rainy Day Woman” og dens besked om, at alle må være skæve en gang imellem – som en hentydning til den nylige aftale på Christiania, hvor han tidligere har optrådt? Var det en kommentar til samtidens økonomiske, klimatiske og politiske kollaps, at hans sætliste var usædvanligt politisk med kontante sange som ”A Hard Rain’s a-Gonna Fall”, ”Blowin' in the Wind”, ”Ballad of Hollis Brown”, ”Balled of a Thin Man”?

Med Bob Dylan kan man aldrig vide. Omgivet af sine sortklædte musikere på den beskedne scene iførte han sig denne aften i Odense sin allermest lumske Loke-grimasse, der ikke afslører, om han smiler hjerteligt ud til os, eller om han er ude på at hidkalde dommedag.

Fyrig Bob

Og var det danske sommervejr og de nydelige, grønne rammer i Den Fynske Landsby årsagen til hans forfinede, veloplagte bevægelser ved mikrofonen (ofte står han fastnaglet bag orgelet)?

Under alle omstændigheder er det forbavsende, at den 70-årige Bob Dylan kan smække en så nærværende forestilling sammen en mandag aften på Fyn og præsentere en sætliste, der er helt anderledes end søndagens koncert i Hamborg. Dét kræver overskud, hvilket der var masser af på scenen denne aften under åben himmel.

Overskuddet spredte sig til publikum, hvor selv dylanologerne, der rejser verden rundt for at se og høre ham, var høje af den præstation, idolet gav i Odense. Sjældent er han set så fyrig og forførende.

Stjernen

Oppe på scene er Bob Dylan stjernen, der bestemmer alt, mens musikerne, deres rige kvaliteter til trods, er vandbærerne. Al fokus er på Bob Dylan, som de ved, kan finde på uden varsel at ændre i sangene undervejs. Og når han pludselig bestemmer sig for at ændre i sætlisten, kalder han på dem, hvorefter de på få sekunder stimler sammen om ham for at lytte, og denne morsomme detalje fandt sted cirka halvvejs i den halvanden time lange koncert.

Hos publikum, der talte mange kendte ansigter fra den danske kulturelite, var stemningen høj. Men det var ikke nostalgi; det var en stemning af bølgende nærvær. Eksempelvis under ”A Hard Rain’s a-Gonna Fall” fra 1962, der er blevet udlagt som en fortælling om Cuba-krisen og den truende atomkrig, men som i langt højere grad handler om den tunge regn, der pr. definition hænger over et menneskeliv - syndflods- og dommedagssymbolik flyder i det hele taget gennem hans sange.

På den måde rammer Bob Dylans sange stadig hårdt lige midt i maven; det gør ondt, men smerten er til at klare, når han er så nærværende, som han var i Odense.