Bo Kaspers Orkester (Store Vega, København)

Store Vega, København

BO KASPERS ORKESTER

Torsdag aften

Spiller også i Store Vega fredag aften (udsolgt)

BO KASPERS ORKESTER:

New Orleans

Columbia/Sony Music

Der kunne have stået »Dørene åbner kl. 19«. Men på planen, som vi så, stod der på nudansk: »19.00 Doors. 20.00-20.30 Tomas Andersson Wij. 20.30-22.30 Bo Kaspers Orkester.«

Det fik en god bekendt til at udbryde:

»The Doors! Dem har jeg altid gerne villet opleve!«

Han anede ikke, hvor tæt han var på sandheden. Jim Morrison er ganske vist for længst død, og der var ingen musikere på scenen kl. 19. Men da de kom, viste især keyboardspilleren og trommeslageren i Bo Kaspers Orkester sig især at besidde Doors-kvaliteter. Mats Schubert og Fredrik Dahl spillede poprock så facetteret og forfinet, som ellers kun jazzmusikere gør.

Man kunne nyde bandets afslappede, enkle og til dels gammeldags dyder og lyden af ægte banjo, slideguitar og flere slags elorgel a la 1960’erne og 1970’erne. Den aktuelle plade er indspillet i New Orleans, og det har sat et vist præg, om end det ikke nærmer sig traditionel jazz.

Intensitet i desillusionen

I et par numre medvirkede en dansk messingblæsertrio, der lød næsten lige så meget af Frelsens Hær som af bebop. Forfriskende. En ekstra dimension. Især i et af de nye numre, "Låt mig komma in", hvor blæserne også i pladeversionen slippes fri, så det er en lyst.

Men tilbagelænetheden, elegancen, rutinen og perfektionismen virkede i længden søvndyssende. I hvert fald indtil et vist punkt. Nemlig sangen "Tiden läker ingenting" (en variation over ordsproget "Tiden læger alle sår"). Den modne desillusion i dette nummer er smertende og rørende på det nye album, og på scenen virkede sangeren Bo Kasper Sundström og resten af holdet ekstra tændt netop hér.

Sundström gjorde i øvrigt, hvad han kunne for at leve op til hustruen Lenas fordomsprægede holdning til Danmark og Dansk Folkeparti (hun er forfatter til "Verdens lykkeligste folk – en bog om Danmark"), da han skældte ud på en række europæiske højrepartier som introduktion til sangen "Människor som ingen vill se". Reaktionen fra publikum var blandet.

For få hits

På vej ud fra koncerten sagde den ene veninde til den anden:

»De spillede vist bare to numre fra "Hittills", ikke?«

Og jo, der var for få numre fra bandets 1990’er-opsamling af hits. Det ville have hjulpet, hvis der havde været flere ørehængere som "Ett & noll", "Undentag" og "Köpenhamn".