Damon Albarn er sammen med Jamie Hewlett hjernen bag Gorillaz, der snart begynder at indspille nyt album. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn
Blur optræder i Hyde Park i London den 2. og 3. juli - og bringer sig i spil som et hovednavn til Roskilde Festival.
Blur blev dannet i 1989 og var i 1990'erne det store hit i britpopbølgen sammen med Oasis.
Men efter en række succesrige album forlod guitarist Graham Coxon i 2002 bandet. Efterfølgende udgav de resterende tre medlemmer "Think Tank" og tog på turné.
Men firebanden har aldrig været samlet. Der er ellers efter sigende flere gange, senest tidligere i år, taget tilløb til en gendannelse i forhold til indspilningen af et nyt album.
I stedet har Graham Coxon udgivet en række soloalbum, mens sanger og sangskriver Damon Albarn med stor succes har udgivet et par studiealbum som en del af Gorillaz.
Desuden har Albarn været involveret i en række andre projekter, ikke mindst The Good The Bad And The Queen, mens bassist Alex James har vist sine evner som forfatter og skribent. Trommeslager Dave Rowntree kom til gengæld i søgelyset, da han luftede sine ambitioner som politiker.
Men nu er det officielt, at kvartetten kommer til at gå på scenen sammen.
Blur bliver samlet til en koncert den 3. juli i Hyde Park i London. Ifølge branchemagasinet MusicWeek skrev alle fire forleden under på en aftale med koncertarrangørerne, Live Nation og Metropolis Music.
I dag, fredag den 12. december, er der så blevet annonceret en ekstra koncert. Den foregår i Hyde Park den 2. juli.
Der er desuden i britiske medier spekulationer om, at Blur optræder på den største britiske rockfestival, Glastonbury. Den foregår 24. til 28. juni. Det er ikke blevet bekræftet.
Da Roskilde Festival foregår den 2. til 5. juli, kunne den største danske rockfestival bestemt også være et stoppested, hvis den britiske gruppe tager på en regulær turné - eller har brug for et en koncert efter Hyde Park.
Blur har før optrådt på Orange Scene.
I et tv-interview, der ligger på koncertarrangørens hjemmeside (se link), udtaler alle fire sig om den kommende koncert.
Damon Albarn taler om, at bandet til showet vil give et klart billede af, hvem Blur var - og "sprede lidt glæde".
Graham Coxon erkender, at han har savnet at spille sammen med de andre.
"Jeg har savnet at være guitarist i Blur!"
Ingen af de fire taler om at indspille et nyt album.
Billetsalget til koncerten i Hyde Park begynder på fredag den 12. december. Prisen er 45 pund, svarende til 385 kroner.
Det er billigt, sammenlignet med, hvad danske koncertarrangører forlanger i forbindelse med store udendørs koncerter.
Studiealbum
Blur



