Eksperimentalpop
Blue Foundation: In my mind I am free
Dead People's Choice/A:larm
Det danske band Blue Foundation har eksisteret i 12 år, og gruppen har skabt en stribe fremragende pop/rock-numre, som har tiltrukket millionvis af klik på YouTube. Et af dem, ”Eyes On Fire”, bed sig fast i et ungt publikum via et populært soundtrack til den amerikanske vampyrfilmserie ”The Twilight Saga”. Men herhjemme er Blue Foundation noget underkendt. Forklaringen kan være, at hverken musik eller besætning i årenes løb har været homogen, og nu vender Blue Foundation tilbage som duo efter fem års album-pause.
Tobias Wilner er primært kendt som producer, mens den allestedsnærværende Bo Rande bl.a. har spillet med Mew. Der lyder ekko af netop dette bands blå, melodiske sødme, og på to numre er der ligefrem gæstemedvirken fra Mews følsomme helium-røst, Jonas Bjerre.
”Fundamental” er en atmosfære-tæt oplevelse med hakkende breakbeats og skønt snurrende keyboard-hvirvler. Det er strittende pop med smag af en ny æra. Med ”Ground Control” får eksperimenterne tilladelse til take off, og vi er i det ydre rum med synth-maskinpuls, feedback-guitar og mystisk manipulerede vokaler.
Mon der er tale om sataniske budskaber, hvis sagesløse teenagere spiller vinyludgaven baglæns på mors og fars pladespiller? Jeg kan ikke udstede garantier - men blot love, at et tredje meget Mew-klingende nummer bringer djævelsk refræn-fylde i udtrykket. ”Just a Hand” er orkestral pop med melodisk melankoli og underdanigt skæbne-perspektiv: »It's just a hand across the centuries/It's just a hand across the open seas.«
Blue Foundation formår med forbilledlig klasse at veksle mellem uhæmmet kreativitet og forkælelse af popøret.
Halvvejs inde i albummet byder ”Needles” op til feber-vild billedskabelse med afsæt i triphop, der er langt mere trip end hop. Duoen følger kontrast-begavet op med melodisk lokkemad i ”Hard Life”, som med sindrigt stryger-arrangement og lækker neddykket fornemmelse myldrer af magisk omskiftelighed. Skidt så med, at teksten her er lidt letkøbt - og at det næsten time-lange album kunne være komprimeret sine steder.
”In My Mind I Am Free” kan være pladen, der sikrer Blue Foundation den respekt, bandet fortjener efter lang og tro tjeneste som fornyer af dansk pop.



