Baal, Entakt og Mixtune for Cully

Baal

Behind Your Echoes

Universal Music

Entakt

På bagsiden af Europa

Bonnier Amigo Music

Mixtune for Cully

We Know Where the Aircrafts Hide

Good Tape Records

Danske Baal er siden midten af 90’erne blevet forbundet med en himmelstræbende kabaret-rock, der har sit teatralske midtpunkt i den fysisk nærværende og kompetente sanger Bjørn Fjæstad.

Ingen bliver yngre, og med det nye udspil ”Behind your Echoes” synes luften at være gået noget ud af gruppens pompøse musikalske drama, som i stedet er erstattet af en mainstream-rock, der næsten lyder som behersket U2 eller regulær Coldplay.

Bjørn Fjæstad giver dog stadig musikken fylde, prægnans og utæmmelige følelser. Så mon det nu skulle lykkes for gruppen at indhente det store kommercielle gennembrud, som altid synes at være kørt fra Fjæstad og co.? Måske.

Pop-smurt mainstream

Den pop-smurte hitrock i nummeret ”The Waiting Room” er et godt bud på en radio-rykker, og de begavede tekstlinjer hæver lige Baal et nøk over tidens flygtige midtvejs-rock: ”It’s only me in here/behind your echoes, dear”. Sådan kan stille desperation og moden resignation også indrammes. Der er mere melodisk lokkemad i ”She is All” og ”Alone with Strangers”, og selv om jeg personligt savner noget af det unge Baals dramadronning-vildskab og klanglige mystik, så ønskes gruppen held og lykke med den musikalske lotteriseddel: En sællert ville være rimelig efter 14 års tro tjeneste i dansk drama-rock.

Ligeledes danske Entakt har også en vokal frontfigur, som man umuligt kan undgå at bemærke. Jonas Villumsens krukkede croon-krumspring kan gøre en helt rundtosset, og det falset-flagrende islæt får både Lars H.U.G. og Martin Hall til at lyde som mådeholdne kontorister.

Hektisk opvisning

Elsk ham eller had ham. Men set lidt nøgternt fra sidelinjen er det mest den selvsmagende poesi, jeg er skeptisk over for: Det er lyrik, der er så forhippet på blændende opvisning, at gruppen snubler i sit hidsigt prætentiøse antrit. ”Jeg ved man kan finde dine vandmærker i Cohens vals/jeg ved man kan finde dine tandmærker på Mephistos hals”: Det er sådan set kløgtigt nok, men sangenes helhed krakelerer – og sammenhængen udebliver. De kække kulturelle referencer byder på sjov gemmeleg for belæste rock-intellektuelle, og Jim Morrison-digtet ”Legende på løvefødder” hører til albummets fineste indslag.

Musikalsk er det også noget uhomogent. Udtrykket veksler mellem anonym fremdrift og fornemme arrangementer, hvor den melodisk polstrede ”Mandagens vægt” f.eks. er et lyt værd.

Aages X Files

Sidste originale stemme i denne sammenhæng tilhører Aage Hedensted, som hidtil mest har været kendt fra sin medvirken i det aldrig helt forløste alternative pop/rock-band Yellowish.

Med sit soloprojekt Mixtune for Cully når Aage Hedensted karrierens foreløbige kunstneriske tinde. Det gør han ved at tage en pause fra mikset af støjrock og pop med masser af knaster. Det konspirations-titlede album ”We know where the Aircrafts Hide” finder nemlig sin egen små-dystre - men smukke - atmosfære i et dæmpet akustisk udtryk, der både er forslået, indigneret og tusmørke-blåt. Det er klangen af en bister Lou Reed, der kigger lidt jaloux efter The National, som spiller med et strejf af Interpol. ”Morning Light” blænder med et overraskende nødblus af et refræn, der synes at dukke op ud af ingenting. Og de blødt spillede sange og uforcerede tekster forvandler med et Aage Hedensted/Mixtune for Cully til en herlig særling, der bl.a. er anbefalet til dyrkere af Neil Young og Tindersticks.