Anmeldelse: Arcade Fire (Ballerup Super Arena)

Ballerup Super Arena:

Arcade Fire

Lørdag aften

Det var lidt som at opleve en koncert med næsen presset mod et butiksvindue.

Man kunne se, at Arcade Fire sang, spillede, svedte og knoklede løs på scenen, og man kunne notere, at forsanger Win Butler og co. leverede en sætliste, der bestod af noget af det stærkeste fra det kritikerroste, prisbelønnede album ”The Suburbs” og en række af de bedste øjeblikke fra de to første plader.

Al den energi og nogle af tidens bedste rocknumre kom bare ikke for alvor ud til publikum. Så der blev aldrig nogen bålfest i Ballerup.

Dårligt forberedt

Hvad gik galt?

Den amerikansk-canadiske gruppes lydfolk må påtage sig en del af skylden. De havde ikke forberedt sig godt nok på, at koncerten skulle foregå i en kønsløs sportshal til seksdagesløb og håndboldkampe.

Helt banalt blev der ikke skruet tilstrækkeligt højt op for musikken. Ydermere formåede lydfolkene slet ikke at sørge for, at publikum fik serveret arrangementerne på en måde, så man fik nuancerne af et stort, unikt musikalsk kollektiv, der er karakteriseret ved at kunne meget mere end at spille på guitar, bas, trommer og keyboard.

Der var blandt meget andet også violiner og harmonika, og der var korarrangementer her, der og alle vegne. Man kunne sagtens lade sig gribe med af, at de sang og spillede med så meget energi, men fordi man ikke fik en nuancerig oplevelse, kunne man ikke for alvor mærke koncerten.

Lange køer

Arrangøren, Beatbox Booking & Concerts, må også tage sin del af ansvaret for, at oplevelsen ikke lykkedes.

På papiret virkede det logisk at placere en gruppe, der kalder sit seneste album for ”The Suburbs, i en forstad til København.

På det lavpraktiske plan fungerede rammerne ikke. Der var alt for få toiletter til de mange tusind mennesker, der især op til koncertens begyndelse stod i lange køer for at få tisset af.

Der var også alt for få boder, hvor det hovedsageligt 18-40-årige publikum kunne købe øl. Det var lørdag aften for en af årets største rockkoncerter, og så havde tilhørerne altså brug for at kunne købe alkohol.

På gulvet, hvor jeg stod, var køerne til fadøl ca. en halv snes meter lange, før koncerten gik i gang. Det var så, hvad det var. Men da Arcade Fire var i fuld gang med showet, kunne folk stadigvæk meget nemt komme til at vente 15-20 minutter for at få en omgang øl – eller kildevand, hvis det var, hvad man havde mest behov for i den varme hal.

Stor energi

”Ready To Start” proklamerede Arcade Fire indledningsvis. Publikum var både klar og parat. Men man fornemmede hurtigt en rådvildhed i mængden, fordi den entusiasme, som man kunne betragte hos bandet, ikke bragede ud af højttalerne.

Bandet blev bare ved – og denne energi smittede af på publikum. I et organiseret kaos skiftede medlemmerne positioner på scenen og greb fat om et nyt instrument, og der var hele tiden mening med galskaben, fordi de er dygtige spillemænd.

Arcade Fire kunne bare ikke vide, at lyden ikke var optimal. Så man noterede på blokken, at forrygende numre som ”No Cars Go”, ”Rococo”, ”Intervention”, ”My Body Is A Cage” og ”The Suburbs” blev leveret uden for alvor at trænge igennem.

Vågn op

Mange gange sker det til koncerter, at lyden efterhånden bliver bedre. Sådan blev det ikke denne aften.

Naturligvis kunne man ikke undgå at høre, da det var blevet tid til hits som ”Month Of May” og ”We Used To Wait”.

Men der var på dette tidspunkt langt henne i koncerten ikke for alvor nogen forandring at spore. Så da gruppen nåede til fællessangen ”Wake Up”, måtte man i en sær følelse af frustration og apati adressere Arcade Fires budskab om at vågne op til de ansvarlige for arrangementet.