Alphabeat: The Spell; Erann DD: Byen kalder

Alphabeat:

The Spell

Copenhagen Records

Udkommer på mandag

Erann DD:

Byen kalder

EMI

Udkommer på mandag

Navnet ”Alphabeat” skulle vise sig at være særdeles velvalgt, da Silkeborg-gruppen album-debuterede i 2007.

De purunge jyder indtog nemlig rollen som alfa-leder i flokken af nye danske popnavne, og debutens tre funklende energiske hits (”Fascination”, ”10.000 Nights” og ”Boyfriend”) gik i Aquas fodspor, og musikken drønede ind på UK-hitlisten. 150.000 afsatte album og 300.000 solgte styk af singlen ”Fascination” alene i Storbritannien.

Det er præcis den slags isbryder, der behøves, når det gælder om at eksponere den fabelagtige parade af kvalitetsnavne, som dansk pop/rock lige nu råder over. Det hører dog med til historien, at ”Alphabeat” som album tabte pusten efter den indledende eufori. Den skæbne overgår også det nye udspil, ”The Spell”, men første halvdel er igen en tiltrækkende pop-affære, der burde holde succesen sejlende.

Kopier og sæt ind

Alphabeat-musikerne er unge af år, men allerede snedige traditionalister, der med analytisk metodik stjæler elegant fra de sidste 30 års hit-skabeloner.

Album-åbneren ”The Spell” er et glimrende eksempel, og det er allerede omsat til en radio- og download-træffer med masser af spilletid på alt fra BBC til din lokale radio.

Det klinger overvejende som syntetisk firser-pop tilsat et stift klimprende house-keyboard (a la danske Cut'N'Moves 91-hit ”Get Serious”) - mens sangerinde Stine Bramsen til forveksling lyder som svenske Robyn.

Kølig design-pop

Et driftsikkert dansenummer med en anstændig melodi og et diffust indhold, der bestemt ikke udfordrer genrens traditioner. Sekstetten har til gengæld helt forkastet den viltre optempo-rock, der på debuten hoppede omkring på solskin og ungdommelig rastløshed. Nu står den på kontrollerede stiløvelser over Madonna-, Britney og Snap!-pop, og man må give Alphabeat, at den selvproducerede musik som håndværk betragtet viser klasse på numre som ”DJ” og ”Hole in My Heart”.

Men det er funktionelt – ikke emotionelt: Som effektiv og maskin-munter brugsmusik, der i større portioner preller anonymt af på sanserne. Og dermed studie-kreationer, jeg har svært ved hverken at hade eller elske. Håbet er, at musikken vil live op på en scene, hvor Alphabeat hidtil har været et meget charmerende bekendtskab. Dén spilleglæde kan gruppen næppe have smidt over bord sammen med alt overflødigt - i forsøget på at lette mod de absolutte kommercielle tinder.

Doven ensformighed

Modsat Alphabeat synes Erann DD at have opgivet at gøre nogen figur i udlandet, og det danske svar på Stevie Wonder har da også længe levet en marginal tilværelse i den hjemlige pop.

Så det er oplagt, at han nu laver sin første dansksprogede plade. Den lyder som hvis Thomas Helmig fandt sammen med Danseorkestret og anslog en kronisk optimistisk tone.

Erann DD (tidl. Zapp Zapp og Drori-Hansen Furniture) synger med myndig smidighed og koket lethed, og musikken er lige så sødt indladende og blødt bumpende. Som det George Michael-diskofile titelnummer, ”Byen kalder”, der er en slags moderne pendant til evergreenen ”Forelsket i København”. Hyggelig, melodisk og dansabel.

Men det luksusdovne groove og den forceret ubekymrede tone er allestedsnærværende i en grad, hvor albummet ender med at være så stillestående og udynamisk, at man sukker efter et ondt tordenskrald.

Zapp Zapp, videre til næste plade.