Anmeldelse: AC/DC (Parken)

Parken, København:

AC/DC,

fredag aften

Parken var proppet, og vejret kunne ikke have været meget bedre, da et af verdens bedst sælgende og mest populære rockbands gik på scenen.

I timerne op til koncerten med AC/DC kunne man frygte det værste. Det havde nemlig både tordnet og lynet, og flere gange var der blevet skruet op for hanen med kortfattede, meget voldsomme regnskyl.

Det var alt sammen glemt, da de fem midaldrende mænd trådte ind på scenen og modtog en varm og voldsom hyldest fra et forventningsfuldt og i stor udstrækning fanbaseret publikum.

Mange havde brugt ventetiden til at shoppe lystigt i boderne med bl.a. et udvalg af røde djævlehorn til at placere i panden og T-shirts med et af rockhistoriens stærkeste logoer.

Rundt om på stadion kunne man se mere eller mindre vellykkede kloninger af bandets absolutte stjerne, guitaristen Angus Young. Han er blevet verdensberømt for altid at stille op i klassisk skoleuniform - sorte sko, hvide strømper, korte mørke bukser, hvid skjorte, mørk jakke og kasket.

Tørstige mandfolk

Det var karakteristisk for koncerten, at den voldsomt mandsdominerede tilhørerskare var meget tørstig efter alkohol. Således havde masser af publikummer allerede inden de først toner af indledningsnummeret ”Rock N Roll Train” et lidt bøvet ansigtsudtryk. Det afholdt dem dog ikke fra at blive ved med at forsyne sig med stribevis af fadøl, og der var sjældent set lange køer ved ølboderne under hele det godt to timer lange show.

Hvis der var fans, der havde håbet, at kvintetten ville genopfinde sig selv med en helt anderledes sætliste, blev de slemt skuffede. AC/DC har siden verdensturneens begyndelse i fjor i stor udstrækning holdt sig til de samme sange. Det vil sige et miks af numre fra 2008-albummet ”Black Ice” og gamle klassikere som ”Back In Black”, der som tredje nummer for alvor satte koncerten i gang.

Det flotteste ved udgaven var den tyngde, som den fokuserede og hårdt arbejdende treenighed, samlet omkring trommesættet bagerst på scenen, fik fremtryllet, og det var bestemt ikke sidste gang, at trommeslager Phil Rudd, bassist Cliff Williams og rytmeguitarist Malcolm Young fik bevist deres værd.

En anelse stakåndet

Til gengæld trængte Brian Johnsons hæse vokal ikke specielt overbevisende igennem på ”Back In Black”, og andre gange under showet virkede han en anelse stakåndet.

Men man kunne se igennem fingrene med meget, da sangeren var den eneste, som kommunikerede med publikum, og han fremstod trods gruppens lange karriere og stjernestatus meget jordnær og taknemmelig for bifald og begejstring.

Ydermere evnede han på strategisk vigtige tidspunkter at finde ekstra vokale kræfter frem. Det skete på vellykkede udgaver af ”Shot Down In Flames” og ”Thunderstruck” samt den dejligt bluestunge ”The Jack”. Den fik Brian Johnson til at gå op i fællessang, og nummeret spillede også op til endnu et af Angus Youngs glansnumre, stripteaseshowet.

Det endte også denne aften med, at den nærmest gennemsigtige musiker stod tilbage i korte bukser, strømper og sko. Og så trak han ikke overraskende bukserne ned med ryggen til publikum for at fremvise et par underbukser med et AC/DC-tryk.

Plat? Uden tvivl! Men det er ikke desto mindre en af AC/DC’s styrker, at man taler det sprog, som de fleste mennesker (mænd!) forstår: Der må godt diskes op med platheder, der skal også drikkes, og der må tænkes højt på damer. Men der skal også knokles uden så mange dikkedarer, og det gør AC/DC-medlemmerne hver især med de kræfter, som de efter en lang karriere nu har til rådighed.

Lød som en krigszone

Angus Young skød således ikke løs med sit unikke guitarspil hele tiden. I stedet foretrak han at stjæle billedet med jævne mellemrum for til sidst at gå løs på ”Let There Be Rock” i et imponerende onemanshow over en snes minutter.

Mens sveden haglede af ham, og hans mund bevægede sig, som om han havde en fortid som tyggegummitester, lod han strengene hyle og skrige det ene øjeblik for efterfølgende at gøre guitaren til et groovy instrument. Hvilket er en til tider overset styrke ved AC/DC. Gruppen evner på grund af sine tykke rødder til bluesmusikken i den grad at kreere kompakte udtryk, der kan enten rykke ved dansefødderne eller rocke ved det meste. Og rocken kom i den grad i fokus, da bandet med nogle ordentlige kanonbrag under ”For Those About To Rock (We Salute You)” fik Parken til at lyde som en krigszone.

Måske vil nogen mene, at den slags er upassende i en tid, da blandt andre danske soldater mister livet.

Men for AC/DC handler det udelukkende om at gøre det, som de er bedst til: At give fansene, hvad de vil have.