Den 20-årige Tyler, the Creator har talentet til at blive en af hiphoppens største stjerner. Foto: Playground Music
Tyler, the Creator:
Goblin
XL Recordings/Playground Music
Odd Future Wolf Gang Kill Them All (OFWGKTA) kommer til Roskilde Festival som et af de mest hypede bands for tiden - inden for hiphop og i det hele taget.
Opmærksomheden bygger ikke på nogen regulær kommerciel udgivelse. Så langt er Los Angeles-kollektivet ikke kommet. I stedet sværmer hypen om en masse musik, der er ekspederet i cyberspace, om en masse sladder og rygter samt om gruppens koncerter, hvor der er ungdommelig punket vildskab i luften.
Tyler, the Creator betragtes på trods af sine kun 20 år som lederskikkelsen i kollektivet, hvor der er plads til at gå sine egne musikalske veje. Det gør Tyler aktuelt med albummet ”Goblin”, der er blevet en pæn sællert i hjemlandet.
Den unge gut har lært en hel del af Eminem. Han skælder med masser af fyord ud på familie, venner, fjender og popstjerner, og numrene hænger sammen som et konceptalbum, hvor Tyler til tider skruer ned for musikken for at tale ud med sin ”terapeut” (spillet af Tyler selv med forvrænget stemme). Den slags kunstgreb har Eminem benyttet sig af i mere end et årti.
Hvis man træder ud af stjernens skygge, er Tyler, the Creator som rapper en cool skarpretter - han lyder langt ældre og mere erfaren, end han er. Han kender også vejen til de skarpeste beats, og så evner han at få kreeret iørefaldende oplevelser med både metalliske vredesudbrud og soulfyldte momenter. Han er altså ikke så langt fra mainstream, som man måske skulle tro. Derfor kan han også ende som en stor stjerne. I første omgang skal han vise sit værd i Roskilde sammen med resten af OFWGKTA.
Næste lørdag åbner campingpladsen på Roskilde Festival, der folder det store musikprogram ud fra torsdag den 30. juni til og med søndag den 3. juli. Flere end 160 bands og solister optræder. Her anmeldes fire af dem.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



