T.I.'s seneste album "Paper Trail" debuterede på førstepladsen på den amerikansk albumhitliste. Foto; Jae C. Hoing, A.P.
T.I.:
Paper Trail
Grand Hustle/Atlantic
Hvis en rockstjerne optræder på en anden rockstjernes album, er det hurtigt en stor historie.
Men come on! Det er hverdag i den store amerikanske hiphopbusiness, hvor man ser det ene musikalske Noahs Ark efter det næste blive søsat, som om dommedag er nær.
Alle, man kender eller skylder en musikalsk tjeneste (eller penge, måske?), skal med om bord på turen til stereoanlæg, pc og mobile musikmaskiner.
Tag nu bare Clifford Joseph Harris fra Atlanta, Georgia alias den populære rapper T.I., der fik sit helt store gennembrud for et par år siden med albummet "King".
På sit nye album, "Paper Trail", har han bl.a. Ludacris, Rihanna, Usher, Jay-Z, Kanye West, Lil' Wayne, John Legend og Justin Timberlake med.
Nu er det ikke nødvendigvis sådan, at hovedpersonen behøver at være i rigtigt selskab med dem, der optræder på albummet.
F. eks. er Rihanna gået ind i et studie i Milano og har indspillet vokalen til "Live Your Life", der er bygget op om et sample af det østeuropæiskprægede rædselshit "Dragostea Din Tei", som O-Zone i sin tid optrådte med.
Hvordan T.I. er kommet på ideen med at mikse sig selv, Rihanna og dette "Majahi, majaha"-mantra sammen i en festlig hiphopopsætning, kunne man godt få søvnløse nætter af at skulle finde ud af.
Men nummerets meget direkte, universelle hitappel viser meget godt, at T.I. i højere grad går op i at kreere en attraktiv musikpakke end at fremstå som den mest visionære producer eller rapper.
At han så lever op til det mest stereotype billede af en amerikansk rapper, der har en kriminel forbindelse og en trang til store skydevåben, er en helt anden historie.
Således har han flere gange haft problemer med ordensmagt og retsvæsen, og helt aktuelt står han til at skulle i fængsel i et års tid efter at have klaret mange timers samfundstjeneste.
Tilbage til det store musikalske ark, hvor man ofte støder på interessante skæbner, men også bliver slået i hovedet med følelsen af at få for meget af alt for lidt.
Når nu T.I. for længe siden har bevist, at han kan lave hits, kan det undre, at han skal have 16 numre ned på én cd.
Men igen. Det handler nok om, at han skylder en og anden en tjeneste, og derfor må tage dem med på et nummer - eller også sikrer han sig, at han kan være med på et fremtidigt album med Justin, Legend og Wayne.
Gode oplevelser er foruden "Live Your Life" de gæsteoptrædenfrie hårde nysere "I'm Illy" og "Ready For Whatever" samt det popskarpe møde med Usher på "My Life Your Entertainment".
Endnu bedre er den dejligt funky "Porn Star", der fremstår som et kommende hit - og i mine ører er langt mere interessant end T.I.'s første single, den popsimple "Whatever You Like", der for øjeblikket topper The Billboard Top 100. Nuvel, den har et omkvæd, som man kan synge med på, men så er der heller ikke så meget mere at komme efter.
Allerbedste numre på "Paper Trail" er i stedet stjernemødet "Swagga Like Us" og "Swing Ya Rag".
Sidstnævnte, som Swizz Beatz er medskyldige i, er en dejlig kortfattet, machofunky rutsjetur op og ned ad rapmusikken, som man bare ikke må holde sig fra at danse til.
På førstnævnte får man både T.I. og Jay-Z samt Kanye West og Lil' Wayne i en krigerisk marcherende, kælderkold og groovy produktion, der bevæger sig intelligent omkring et sample af M.I.A.s levedygtige hit "Paper Planes" (Hvor man finder ordene "Swagga Like Us"!).
Bagefter er det tid til at komme op til overfladen og få varmen.
Det sker med "Slide Show" med fornem gæstevokal af en af USA's store soulstemmer for tiden, John Legend. Han er i øvrigt aktuel med sit nye soloalbum, "Evolver" sidst i oktober.
Det bør man glæde sig til.
Justin Timberlakes gæstesang gør derimod ikke "Dead And Gone" mere end almindeligt interessant - og kan slet ikke matche T.I. og Timberlake-samarbejdet i 2006, "My Love".
T.I.
Album
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



