Anmeldelse: Suspekt: Elektra

HIPHOP-cd

SUSPEKT:

Elektra

Universal

Suspekt har altid levet op til bandnavnet.

Albertslund-hiphop'ernes forkærlighed for voldsforherligelse og hensynsløs humor har sikret dem en bizar karisma.

Gruppens rap-færdigheder er frygtindgydende skarpslebne, men Suspekt har døjet med et helhedsindtryk, der er utilfredsstillende tvetunget og uhomogent.

Ikke engang girafben kan skræve over yderlighederne, når gruppen på samme album veksler mellem indigneret social satire fra forstaden og en hjernedød drengerøvs-klassiker som ”Sut den op fra slap”.

Derfor var det noget overraskende, at den gemene rap-klan Suspekt for alvor var med til at gøre dansk hiphop voksen, da Orgi-E, Bai-D og Rune Rask gik sammen med alfa-rapper L.O.C. i projektet Selvmord. Sammen lavede de i 2009 et vellykket konceptalbum om parforholds-paranoia i en undergangs-atmosfære, hvor de puerile platheder var fuldstændig sat i skammekrogen.

Hjemmelavet porno

Men med L.O.C. ude ad døren genoptages de suspekte løjer på en stribe refrænstærke numre, hvor gruppen er gået om ikke i barndom så dog i ungdom igen.

Åbnings-indslaget med ildevarslende kirkeklokker og ondt lurende filmisk hiphop lyder som en variation over hærge-temaet i titelnummeret fra albumforgængeren ”Prima Nocte”. Og med den kække hormonbombe ”The Valley”, hvor fortælleren savler over hjemmelavede pornofilm, er vi ude i en ”Sut den op fra slap 2”: »Jeg tar' dig som en abe, til du skriger lige som Tarzan.«

Som vanligt ved man ikke rigtigt, hvor man har Suspekt. Gruppen svælger fortsat i horror-æstetik, grå misantropi og verbale chokeffekter.

Og så har producer Rune Rask denne gang skruet en tand op for de storladne og truende produktioner, og gruppen fortjener anerkendelse for både at inddrage komponist Frederik Magle og Den Tjekkiske Filharmoni. Det gør den barske ”Nyt pas” til lækker og orkestral blussende hiphop med modne ambitioner.

Sci fi-syrehoveder

Men krudtet er åbenbart blevet opbrugt undervejs i anstrengelserne, for ”Far gir' en is” og ”Vi ses i helvede” lyder til sammenligning noget blege og skitse-prægede.

Gruppen lukker ganske sigende med et science fiction-dommedagsscenarie - inklusive rumvæsener og konspirationer - hvilket måske kan udvide fanbasen med en flok Scientology-tilhængere.

Et løjerligt album fra et band, som det er svært at blive klog på.

Men nogle af sangene kan man nu godt blive lidt klogere af, hvis man ellers kan kapere afstikkere til pladder og platheder og de selvudråbte proletarers evige hang til frustreret og uhumsk svælgen i menneskeligt affald.