Q-Tip er aktuel med sit første soloalbum i ti år, The Renaissance. Det udkommer på tidens version af Motown, der i dag 12. januar fejrer 50 års jubilæum. Foto: Universal Music.
Det længe ventede album fra den amerikanske hiphopstjerne Q-Tip er farvet af både soul, funk og jazz. Kollegaen Common står ikke skarpt nok på sin plade.
Q-Tip:
The Renaissance
Universal Motown Records
Common:
Universal Mind Control
Geffen Rcords/Universal Music
Det er godt at høre, at 50 års jubilaren Motown stadig kan være hjemsted for kunstnere, der formår at forene vellyd med såvel nytænkning som nostalgi.
Sådan er Q-Tip, tidligere frontfigur i det stilskabende hiphopband A Tribe Called Quest og alt for længe undervejs med sit aktuelle soloalbum. Det første af slagsen kom i slutningen af 1990'erne, men siden har han efter sigende kæmpet med både selvkritik og pladeselskabsbosser.
Det nye album udstiller Q-Tips styrke som en gammeldags stilsikker rapper. Der er noget lækkert sofistikeret over hans omgang med gloserne, hvad enten de er kærlige eller politiske, og man sidder aldrig med følelsen af, at han skal ud og blære sig.
I rollen som producer har Q-Tip et godt øre for at forme numrene med en lækker sprød, varmblodig lyd, som det sker med f.eks. ”We Fight/We Love” og ”ManWomanBoogie”. De sender en tilbage i armene på 1970'ernes soul, funk og disco, mens der omkring Norah Jones' charmerende gæsteoptræden på ”Life Is Better” vibrerer luftige jazzstrømninger.
D'Angelo på visit
Et andet blikfang er ”Believe”, der blomstrer gevaldigt ved hjælp af en eksplicit udstilling af både rytmeguitar, bas og trommer, og som får et logisk deja-vu af neosoul, da genrens ikoniske skikkelse D'Angelo er på gæstevisit.
Det mest iørefaldende nummer er dog ”Gettin' Up”, der blender hovedpersonens mest velsmurte rap med såvel rigtige spillemænd som scratch og et sample af Black Ivorys ”You And I”.
Landsmanden Commons nye album har hverken den blødhed i produktionerne eller den finesse i arrangementerne, som man finder på ”The Renaissance”.
Albummet, der har The Neptunes som primære producere, har afgjort underholdningsværdi. Det kan være i form af det kontante pågående titelnummer, den danseglade fusion med Gnarls Barkleys sanger, Cee-Lo, på ”Make My Day”, eller den groovy programerklæring ”Announcement”, hvor Common virkelig står frem som rapper, indimellem assisteret mere tvivlsomt af The Neptunes' Pharrell Williams.
Kanye West har tidligere med stor succes været producer for Common. Denne gang nøjes West med at træde ind som medspiller på den let stenede ”Punch Drunk Love”, der hører til pladens mere interessante materiale.
Anden halvdel af albummet mangler desværre regulære ørehængere og kunstneriske blikfang, og til tider forsvinder hovedpersonen for meget ud af billedet.
På afslutningen ”Everywhere” er det således den dygtige britiske sanger Martina Topley Bird, der løber med opmærksomheden.
Q-Tip
Født 10. april 1970 i New York.
Hedder Jonathan Davis. Benytter også navnet Kamaal Fareed.
Medlem af det stilskabende hiphopband A Tribe Called Quest i en årrække. Gruppen blev sammen med De La Soul og Jungle Brothers rubriceret som bl.a. alternativ hiphop. Det hang sammen med, at deres musik var præget af f.eks. soul, jazz og reggae.
Udgav sit debutalbum ”Amplified” i 1999, der blev en kunstnerisk og kommerciel succes.



