Nik & Jay: Engle eller dæmoner

NIK & JAY:

ENGLE ELLER DÆMONER

Copenhagen Records

UDKOMMER PÅ TIRSDAG

Man skulle tro, at en duo som Nik & Jay har behov for at nuancere og forfine deres udtryk i takt med, at de bliver ældre. De er omkring 30 år, og de har efterhånden høstet så meget succes i teenagesegmentet, at de burde have udviklet frygt og lede over for overfladisk og rygklappende VIP-kultur og intetsigende klubklicheer.

På ”Engle eller dæmoner” er det stik modsatte tilfældet. Nik & Jay synes ramt af et galoperende Peter Pan-syndrom, hvor musikken - og især teksterne - er på et så pubertært og plat niveau, at det syv år gamle udspil ”2” fremstår som en kvalitetsoase i sammenligning.

Ulækker selvfedme

»Det forpligter/at være en svedig digter« lyder det kækt på titelnummeret, hvor duoen forsøger at udråbe sig selv som værende blandt de førende i dansk kultur med referencer til både Kim Larsen og H.C. Andersen. Det er en øretæveindbydende og oppustet selvfedme, der står i skinger kontrast til sangens klichéophobning af klodset knækprosa og ordinær musikalsk genbrug: »drikker til jeg knalder brikker/vågner op og drikker igen/føler mig som en skygge/i et eventyr af H.C. Andersen/men jeg stopper ikke her/næh nej, ikk' mig/for min mentalitet er ”baby, bye-bye”.«

Det pointeløse praleri siver giftigt gennem albummet, som virker kynisk kommercielt konstrueret og uden den afvæbnende og følsomme hverdagspoesi, der før har gjort Nik & Jay til et sammensat hitfænomen. Nu står den bare på skrydende lir. Et evigt selvrefererende, endimensionalt og egoflommet univers, som minder så meget om en beklumret klaustrofobisk boble, at man aldrig misunder Nik & Jay deres forgyldte luksusindelukke.

Selvglæden er hverken berettiget, elegant eller morsom:

»Det' på tide at trykke på brandalarmen/for et sted inden i mig, der brænder flammen/så stor kunst, at det sprænger rammen.«

Ingen kunst

Nik & Jay viser stadig stedvist flair for kontant og smittende pophåndværk, så der kan lure et hit eller to på ”Engle eller dæmoner”. Men den påståede »store kunst« er duoen ikke i omegnen af. Det kræver, at den disker op med andet end formel-ensformig, poppet hiphop tilsat usmidig rap, hvor følgende er ganske sigende:

»Mit liv er Craisy Daisy, californication/baby, baby det' guddommeligt, amen!/jeg zig-zagger mellem mennesker/forklædt som normal.«

Eller:

»Det' kun hjertet, der' vigtigt for mig/som med artiskokker/så lad det åbne sig - pandora/og hvis det ringer på, så åbn dog - jehova/la' nu vær at sid' tilbage/og få din medova galt i halsen.«

Indimellem får det kiksede nonsens ligefrem Niarn til at virke som en hiphoppens Søren Ulrik Thomsen:

»Om 10 minutter/kommer lortet til at sprænge i luften/som om de havde en bazooka/puha.«

Teksterne er faktisk så trættende, at det bliver en lettelse med tre mere anonyme, engelsksprogede mainstream-numre. De boltrer sig ganske vist også i genre-fraser og romantisk klister, men så kan man da abstrahere fra plathederne og det beskæmmende lave niveau, som Nik & Jay spiser deres lyttere af med på ”Engle eller dæmoner”.