Anmeldelse: Lucy Love: Superbillion

Lucy Love:

Superbillion

Superbillion Records/ Playground Music

Udkommer mandag

Lucy Love må føle sig lidt presset.

Da DR for nylig uddelte en række prestigefyldte priser, blev den unge dansker hædret med P3 Eksperimentet.

Dermed blev der, allerede før hun var aktuel med sin debutplade, sat pris på, at hun tør dreje til venstre, når unge og ældre kolleger kører lige ud med radiovenlig popmusik.

Lucy Loves musik er på baggrund af de sange, som hun hidtil har udstillet på sin MySpace-side og ved koncerter, blevet rubriceret som grime.

Det er en musikopfindelse fra London, der i hvert fald oprindeligt var præget af et provokerende bombardement af beats og et som oftest skarptskåret elektronisk udtryk under den rappende hovedperson.

På debutalbummet står Lucy Love rigtigt nok frem med masser af attitude, når hun affyrer sine engelske gloser som skudsalver. Det sker på et fundament af elektroniske lyde, kløgtigt kreeret af samarbejdspartneren Yo Akim.

I løbet af pladen breder hun sig dog langt ud over genren.

Det sker ved hjælp af varmblodige elementer fra både reggae, dub og ska samt dansemusik. Faktisk kunne man bare standse op og kalde hendes musik for personlig pop. Og den slags kan man ikke få nok af.

Sætter hende i scene

Udgivelsen indledes med ”L.U.C.Y.L.O.V.E”. Sangen sætter med kant hovedpersonen i scene som en skikkelse, der tror på sine evner som sprogkunstner.

På ”No V.I.P.” skrues der yderligere op for attituden.

I højt tempo stiller Lucy Love sig i modsætning til stjerneskikkelser som Britney Spears, når hun meddeler, at hun ikke lader sig narre.

Firkantet selvforståelse

Om nogle år vil Lucy Love nok grine af denne lidt firkantede selvforståelse. Her og nu må man respektere, at budskabet og nummerets tjekkede danseappel spiller godt sammen.

”Ten Steps” tiltrækker også opmærksomhed. Det er et dejligt reggaevuggende nummer, mens ”March” kan afkodes på forhånd ved hjælp af titlen. Når man hører efter, kan man også sagtens nå frem til, at nummerets produktion er i familie med ”Paper Planes”, et stærkt hit af en af den alternative popscenes allerstørste stjerner, briten M.I.A.

Samme kunstneriske niveau som M.I.A. viser Lucy Love ikke med ”Superbillion”.

Men hun får bevist, at hun er meget mere end en pris, og med den socialt bevidste ”Daddy Was A DJ” kan hun have lavet et af den slags iørefaldende dansenumre, der vil vise sig levedygtigt langt ind i 2009.