Anmeldelse: Lady Sovereign: Jigsaw

Lady Sovereign:

Jigsaw

Midget Records/EMI Music.

Lady Sovereign, der bliver rubriceret som som grime og hiphop, bliver også omtalt som en slags arbejderklasse-udgave af MySpace-stjernen Lily Allen, som har rødder i det samfundslag, som har penge på lommen og kan rykke rundt på tingene.

Uanset hvor denne selvudnævnte lady placerer sig i forhold til de britiske indbyggere, kan det konstateres, at hun sammen med producer Medasyn har skabt et album, der har kunstneriske huller undervejs og ikke kan fremhæves som nyskabende.

Iørefaldende stunder

Omvendt er der mange iørefaldende stunder, som godt kan dyste med såvel Allen som M.I.A., Santigold og The Streets, og så er der også ganske vellykkede referencer til den britiske musikfortid.

”Student Union” får således halvvejs et umiskendeligt præg af The Clashs første punkede plader, mens ”So Human” fremstår meget eksplicit i sin hyldest af The Cure.

Også selv om Lady Sovereign efter sigende oprindeligt ikke var begejstret for at få dette retro-element med på sin nye plade. Og på trods af at The Cure-chefen Robert Smith efter sigende ikke er begejstret for slutresultatet?!

Gode gamle pophit

Under alle omstændigheder indeholder nummeret elementer – ikke direkte samples – i arrangement og produktion fra The Cures gode gamle pophit ”Close To Me”. Man kunne også sige, at sangen med sin titel har en slags fællesskab med The Killers’ store hit ”Human”.

I Lady Sovereigns humane univers bevæger man sig mest nede på jorden.

For som hun rapper: ”Doesn’t It Feel Much Better When You’ve Had A Much Better Day Than Yesterday!”. Det budskab kan nok ramme en eller anden, som har stillet sig op i arbejdsløshedskøen.

Albummets første nummer ”Let’s Be Mates” er også lige på i sine meninger, der omringes af et elektronificeret arrangement, der banker på til dansegulvet med en vis sofistikerethed.

Pissed Off

Titelnummeret har indledningsvis en meget mere rocket og vred attitude: ”So I’m Kind Of Pissed Off”, synger/rapper ladyen, som vagabonderer frem og tilbage i lignende eder og forbandelser, mens strygere trænger sig på i en instrumentering, der er en kærlig hilsen til førnævnte kur.

”Bang Bang” lyder den simple titel midt på pladen.

Men hvis man dykker ned blandt bogstaverne, fornemmer man, at hovedpersonen stadig har talent for at stille ord op ved siden af hinanden, der måske ikke vil redde verden, men som virker (bedst) med lyd på:

”My Brain Is Scrambled Eggs, A Tangled Mess. Some Of My Fans They Be Obsessed, Nah Won’t Catch Me In A Dress, Hands Off Of My Breasts!”.